De fleste mennesker sover, spiser, arbejder, leger og slapper af bag fire vægge. Vi tilbringer nemlig 90 procent af tiden indenfor og alligevel er vores bevidsthed om indeklimaet som regel begrænset til i ny og næ at skrue lidt op eller ned for radiatoren og lufte ud.
”Dårligt indeklima er et kæmpestort problem. Folk bekymrer sig oftere om udendørs luftforurening end indeklima, selv om vi tilbringer det meste af tiden indendørs. Men hvis man har et godt indeklima, så kan man fokusere på de ting, der betyder noget og ikke på at brokke sig over, om det er for varmt eller man har kolde fødder,” siger Davide Cali.
Han er seniorforsker på DTU Compute og står bag DTU-spinoutet Climify, der er en konsulent- og softwaretjeneste, som kommuner og virksomheder kan bruge til bedre at forstå og kontrollere indeklimaet i deres bygninger.
Climify bygger først og fremmest på håndgribelige data fra smartsensorer om alt fra temperatur til luftfugtighed, CO2-koncentration i luften, lysindfald, om der er personer til stede i lokalet og om vinduerne er åbne eller lukkede.
Men data fortæller ikke hele historien og derfor har Climify også en app, hvor lokalets brugere kan give simpel feedback om indeklimaet. De kan fortælle, hvis de synes, det er for koldt, for varmt, for indelukket eller det trækker. Den viden bruger Climify til at justere indeklimaet, så det passer til brugernes behov.
”Det handler om at få et klart billede fra objektive data, men afhængig af hvor du installerer en sensor i et lokale, så kan den måle mellem 14 og 24 grader, hvis der er dårligt isolerede ydervægge og vinduer. Så man kan ikke stole på de konkrete data alene og derfor har vi brug for feedback fra brugerne,” siger Davide Cali.
Hovedpine og koncentrationsbesvær
Undersøgelser har vist, at vi mennesker præsterer dårligere, når indeklimaet er skidt og vi kan miste op til 30 procent af vores evne til at løse problemer.
”En undersøgelse fra DTU Sustain har vist, at hvis eleverne i en folkeskole mister 13 procent af deres hjernekapacitet på grund af indeklimaet, så svarer det til, at de gennem deres skoletid har mistet et helt år,” forklarer Davide Cali.
Dårligt indeklima kan føre til hovedpine og koncentrationsbesvær, fordi der kan være alt fra forurening til højt CO2-niveau eller skimmelsvamp i luften. Ifølge Davide Cali handler godt indeklima primært om at have den rette balance mellem lokalet og omgivelserne udenfor.
”Og det er faktisk ikke lufttemperaturen, men i højere grad kombinationen af luft- og vægtemperaturen, der afgør, om man har det for koldt eller varmt,” uddyber han.
Så selv om luften for eksempel er 21 grader, kan man fryse, hvis man sidder ved siden af et vindue, hvor det trækker ind, og omvendt kan man sidde og svede, hvis man sidder op ad en væg, hvor der løber et varmerør igennem, selv om lokalet ellers er køligt.
Luftfugtigheden spiller også ind og hvis luften er for tør, kan det give tørre øjne og hals og øge risikoen for at sprede vira, mens for høj luftfugtighed kan påvirke immunforsvaret. Endelig er CO2-indholdet i luften også vigtig, da det signalerer, om luften bliver cirkuleret nok, da vi udånder CO2.