Den aftale, som Regeringen, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet har indgået om fordelingen af midlerne til grøn varme fra finansloven 2021, at af de i alt 4,13 mia. kr., der indtil videre er afsat til grøn varme, skal ca. 2,8 mia. kr. gå til varmepumpekonverteringer og energirenoveringer, 745 mio. kr. skal gå til fjernvarmekonverteringer og 595 mio. kr. skal gå til afkobling fra gassystemet. Med finansloven 2021 fik den såkaldte Bygningspulje til bl.a. varmepumper tilført yderligere 300 mio. kr. og med den politiske aftale tilføres puljen yderligere 165 mio. kr.
”Danskernes varme skal være helt grøn. De danske boligejere har taget overvældende godt imod muligheden for at få tilskud til at udskifte deres olie- og gasfyr med elektriske varmepumper, eller til at lave energiforbedringer på deres bolig. Derfor er vi enige om at prioritere en markant del af det samlede beløb til varmepumper og har tilført yderligere 465 mio. kr. til Bygningspuljen frem mod 2024”, siger klimaminister Dan Jørgensen.
For at nå den aftalte fordeling mellem individuel varme og fjernvarme, er den resterende del af de 650 mio. kr. til grøn varme på finansloven 2021 fordelt med 340 mio. kr. til udbygning af fjernvarmenettet. 125 mio. kr. skal gå til tilskud til afkobling fra gassystemet, mens 20 mio. kr. går til varmepumper på abonnement.
”Der, hvor det giver mening at etablere fjernvarme, skal vi gøre det. Der har været stor interesse for at søge om tilskud til udvidelse af fjernvarmenettet, og derfor giver det rigtig god mening, at vi nu afsætter yderligere 340 mio. kr. til Fjernvarmepuljen over de næste tre år. Vi har gjort os umage for at ramme den rette balance og dermed sikre, at midlerne bliver brugt så hensigtsmæssigt som muligt” siger klimaminister Dan Jørgensen.
Det har været centralt for parterne at finde en god balance mellem støtten til fjernvarme og de individuelle varmeløsninger. Det skal bidrage til at sikre, at der udrulles fjernvarme i de områder, hvor fjernvarme er den hensigtsmæssige løsning, og der skiftes til varmepumper i områder, hvor varmepumper er det oplagte alternativ til olie- eller gasfyret.
Tiltagene til udfasning af olie- og gasfyr aftalt med klimaaftalen og Finansloven 2021 vil betyde en reduktion i CO2-udledningerne på mellem 700 og 800.000 tons i 2030. I 2030 forventes der at være under 15.000 oliefyr og ca. 210.000-250.000 gasfyr tilbage, mod ca. 80.000 oliefyr og ca. 380.000 gasfyr i dag.