Sydkorea satte sidste år en skarp kurs for landets fremtidige grønne omstilling. Præsident Moon har meldt klart ud, at landet skal øge sin andel af vedvarende energi til 20 pct. i 2030. Det svarer til en udbygning af ny grøn energi på hele 48,7 GW, herunder 16,5 GW i vindenergi. Det er mere end tre gange Danmarks samlede vindkapacitet (5,3 GW i 2017).

Derfor underskriver Danmark og Sydkorea i dag en aftale om et nyt myndighedssamarbejde på energiområdet. Samarbejdet har særligt fokus på havvind, men også landvind, solenergi og energilagring spiller en rolle.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt deltager i disse dage i det årlige dansk-koreanske Green Growth Alliance-møde og står i spidsen for et større dansk erhvervsfremstød i Sydkorea.

”Jeg ser store perspektiver for samarbejdet i Sydkorea, og derfor er jeg også rigtig glad for aftalen. Det er et relativt nyt marked for Danmark, og nu kan vores eksperter og knowhow komme sydkoreanerne til gode i deres ambitiøse grønne omstilling. Samtidig kan samarbejdet åbne op for, at de danske energivirksomheder med deres tekniske løsninger kan hjælpe til at sætte skub i eksporten”, siger Lars Chr. Lilleholt.

Konkret skal de to lande samarbejde om udvikling af energipolitik og regulering både inden for vedvarende energi og nye energiformer. Samtidig lægger aftalen op til gensidige delegationsbesøg, seminarer, workshops og møder, hvor eksperter kan dele erfaringer, knowhow og viden.

Med eksportfremstødet i Sydkorea får de danske virksomheder mulighed får at præsentere deres kompetencer og løsninger for de koreanske energipolitikere på både nationalt og lokalt niveau. Erhvervsfremstødet og det nye myndighedssamarbejde kan bidrage til at udvide og modne det koreanske marked på vindområdet – til gavn for dansk eksport og til gavn for det globale klima.

Fakta

Danmark og Sydkorea har siden 2011 haft et strategisk partnerskab, hvilket har bidraget til at positionere Danmark som en værdifuld partner for Sydkorea på en række områder, herunder miljø, energi og grøn vækst.

Den sydkoreanske regering fremlagde i 2017 en plan for en række vedvarende energimål frem mod 2030 (”Renewable Energy 2030”). Der lægges op til en kraftig omlægning og omstilling af energisystemet. Det inkluderer en målsætning om 20 pct. vedvarende energi i 2030 (7 pct. i 2016), primært gennem installation af ny vedvarende energikapacitet på 48,7 GW, herunder 16,5 GW i vindenergi.

I erhvervsfremstødet deltager blandt andre Ørsted, Vestas, Copenhagen Offshore Partners og COWI.

Sydkorea var Danmarks 23. største eksportmarked for varer i 2017. I de syv første måneder af 2018 beløb den danske vareeksport til Sydkorea sig til DKK 3,19 mia. Det svarer til en stigning på 5,2 % i forhold til den samme periode i 2017 (DKK 3,04 mia.). Dansk eksport af energiteknologi til Sydkorea udgjorde DKK 879 mio. i 2017.