De danske forsyningsvirksomheder er gode til at samarbejde med andre, når de skal indhente ny viden, udvikle nye produkter eller skabe bedre processer. Det viser en rundspørge fra Teknologisk Institut, hvor otte ud af ti svarer at de i høj grad eller i nogen grad opnår ny viden gennem samarbejde. De mest populære kilder til ny viden er samarbejde med private danske rådgivere med 69 procent og 65 procent henter rådgivning ved samarbejde med de statsanerkendte GTS-institutter som Force, Alexandra, DHI eller Teknologisk Institut.
Tværgående projekter
Samtidig svarer næsten halvdelen af forsyningsvirksomhederne at de ”engang i mellem” eller ”meget ofte” deltager i tværgående innovationskonsordier eller europæiske projekter indenfor fx rent vand og luft, cirkulær økonomi, affaldsudnyttelse og bæredygtig produktion af fjernvarme.
– Samarbejdet skaber adgang til den nyeste viden fx indenfor renseteknologi, mikrobielle processer eller sorteringsudstyr, som ikke er tilgængeligt for den enkelte virksomhed. Samtidig betyder det tværgående samarbejde, at den nyeste viden hurtigt kan anvendes til praktiske løsninger, siger direktør Sune Dowler Nygaard, Teknologisk Institut.
Erstatte kemisk løsning
Et eksempel er projektet Den Trojanske Hest, hvor Teknologisk Institut sammen med flere forsyningsselskaber, Københavns Universitet og DTU og støttet af Innovationsfonden udvikler en ny metode til rensning af spildevand for rester af pesticider. Den nye bioteknologi baserer sig på udnyttelse af eksisterende naturlige nedbrydningsevner hos naturligt forekommende, harmløse mikroorganismer. Metoden kan erstatte kemiske renseløsninger.
– Projektet er et godt eksempel på, hvordan vi sammen indhente viden og bruge den på at udvikle nye løsninger, som kan løse konkret miljøproblemer, siger direktør Sune Dowler Nygaard.
Om undersøgelsen
Teknologisk Institut har i perioden 14. februar 2018 til 1. marts 2018 med hjælp fra Jysk Analyse interviewet 69 ledere i danske forsyningsvirksomheder om deres brug af avanceret teknologi i produktionen.
Undersøgelsen er en del af undersøgelsesrækken Fremtidens teknologier i danske virksomheder. Her har Teknologisk Institut, som er en af Danmarks største teknologirådgivere og udbydere af teknologisk service, taget en temperaturmåling på fremtidens teknologi, som den ser ud i de brancher, der er nøglen til produktion, energiforbrug og byggeri i Danmark.