Endnu engang er Danmark og danske forskere helt fremme indenfor energiteknologi.

Tillykke Danmark. Tillykke Frede Blaabjerg.

Professor Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet er udpeget som dette års vinder af den prestigefyldte EAWE Scientific Award. Prisen uddeles hvert år af European Academy of Wind Energy, en sammenslutning af de fremmeste europæiske forskningsinstitutioner og universiteter inden for vindenergi.

Frede Blaabjerg, som er professor ved Institut for Energiteknik, er glad for anerkendelsen. Han ser det også et skulderklap til sine samarbejdspartnere og Aalborg Universitet.

–     Det er en stor anerkendelse af mig, mit arbejde og de folk, jeg arbejder sammen med. Det er også en anerkendelse af Aalborg Universitet og dansk ingeniørvidenskabelig forskning. Jeg håber, at den vil gøre os endnu mere synlige internationalt hos både vindemølleindustrien og andre videnskabelige miljøer, siger Frede Blaabjerg, som modtog prisen torsdag ved en virtuel konference.

Har gjort sol- og vindenergi realistisk

Han får den for sit mere end 30-årige virke som banebrydende forsker i effektelektronik. Det er systemer og komponenter, der kan behandle høje spændinger, store effekter og varierende frekvenser. Det er et afgørende forskningsfelt inden for vedvarende energi.

Med sin forskning har Frede Blaabjerg blandt andet skabt et grundlag for, at sol- og vindenergi i dag er et realistisk alternativ til kul og olie.

Også hos ledelsen på Aalborg Universitet vækker prisen begejstring.

–     Det er endnu en fortjent anerkendelse af Frede Blaabjerg, som længe har befundet sig i den absolutte verdenselite inden for sit felt. Det er svært at overdrive betydningen af hans energiforskning, der har og vil sætte sig markante spor i den grønne omstilling af verdenssamfundet, siger rektor på Aalborg Universitet, Per Michael Johansen.


OM EAWE SCIENTIFIC AWARD:

–     Uddelt hvert år siden 2007 til forskere med stor betydning for vindenergisektoren

–     Vinderen udpeges af European Academy of Wind Energy, en sammenslutning af universiteter og forskningsinstitutioner

–     Overrækkes under en videnskabskonference, WESC, som i år er digital

–     Tidligere vindere tæller forskere fra USA, Tyskland, England, Holland, Grækenland og Danmark


OM FREDE BLAABJERG:

–     Professor i effektelektronik ved Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet

–     Har tidligere modtaget flere internationale udmærkelser som blandt andet IEEE Edison Medal og Global Energy Prize

–     Formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR)

–     Tidligere præsident for IEEE Power Electronics Society (PELS) med over 10.000 medlemmer på verdensplan

–     Udnævnt til Villum Investigator i 2017