Unidrains administrerende direktør Henrik Handschuh har netop rundet de 50 år. Samtidig har han i starten af 2019 sat sig i direktørstolen efter mange år som salgschef i virksomheden. Begge dele markeres med reception d. 7. juni på hovedsædet i Farum.

 Henrik Handschuh tiltrådte stillingen som administrerende direktør i den danske designvirksomhed Unidrain i januar 2019. Men han er ikke ny mand i virksomheden. Direktøren, der netop har fejret sin 50-års fødselsdag i april, kom til Unidrain for seks år siden som salgschef efter at have siddet i en stilling som salgsdirektør hos Philips Lighting.

Hans baggrund i salg gør, at han altid ser det som sin fornemste opgave at forstå kundens udfordringer og konvertere dem til kvalitetsløsninger. Netop derfor føler han sig veltilpas i direktørstolen hos Unidrain:

– Kunderne vil ikke gå på kompromis. Vores produktportefølje bygger derfor på en unik kombination af design, funktionalitet og sikkerhed, og jeg er meget beæret over af få lov til at føre den ind i fremtiden, fortæller Henrik Handschuh.

Som salgschef siden 2013 har Henrik Handschuh været en stor del af den udvikling, Unidrain har gennemgået: Fra gulvafløbsproducenten, som opfandt linjeafløbet, til at etablere sig som et internationalt livsstilsbrand, der udbreder dansk design og nordisk minimalisme til resten af verden.

– Vi har for alvor manifesteret os som et high-end designbrand på den danske og internationale scene. Vi har dog fortsat ambitioner om at vokse både i Danmark og udlandet. Vi har stor tro på, at markedet for godt design til badeværelset vil vokse i fremtiden. Heldigvis er vi godt rustet med vores hold af kompetente kollegaer, som jeg glæder mig til at markere dagen med.

Reception

For at fejre Henrik Handschuhs tiltrædelse som adm. direktør såvel som hans 50-års fødselsdag holder Unidrain reception den 7. juni 2019.