Eksisterende kraftvarmeanlæg er billigste vej til at sikre fortsat høj forsyningssikkerhed i elsystemet. Det viser ny analyse, hvor Dansk Fjernvarme ser på omkostningerne ved at matche det kraftigt stigende behov for regulerbar elproduktion.

Andelen af elproduktionen i Danmark fra brændselsfrie energikilder, såsom vind og sol er stødt stigende. I juni i år kunne Energistyrelsen således fortælle, at andelen af elektricitet, der produceres af vind, sol og andre brændselsfrie energikilder, er steget fra 60 pct. i 2022 til 68 pct. i 2023.

Udfordringen ved omstillingen til et energisystem baseret på mere vind og sol er, at der vil være tidspunkter, hvor produktionen af el ikke matcher behovet – fx når vinden er væk eller solen gemmer sig bag skyer. Så er der brug for anlæg, der kan levere vejruafhængig og regulérbar kapacitet til elsystemet.

Dansk Fjernvarme viser i en analyse, at effekttilstrækkeligheden – at der kan produceres så meget, som der efterspørges – billigst muligt kan sikres ved at bevare de eksisterende kraftvarmeanlæg i forhold til at bygge nye elproducerende anlæg.

– De nuværende rammebetingelser betyder, at en stor del af de eksisterende kraftvarmeanlæg står til at blive skrottet i de kommende år – og for en række anlæg er beslutningen endda nært forestående. I Dansk Fjernvarme mener vi, at det er tiden til at sikre de eksisterende kraftvarmeanlæg, og det skal ske nu, siger chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Bettina Vester.

– Der er brug for hurtig politisk handling. Når først et anlæg er taget ned for at blive skrottet, er det ude permanent, slår Bettina Vester videre fast.

Opfordringen fra Dansk Fjernvarme om at bibeholde den nuværende elkapacitet på kraftvarmeanlæggene er ikke af nyere dato, men er blevet både gentaget og underbygget ad flere omgange.

Stillingtagen haster
Når opfordringen bliver gentaget nu, skyldes det bl.a., at kapacitetsmekanismer måske først kan blive introduceret i Danmark i løbet af en årrække. I mellemtiden vil mange af de nuværende og eksisterede anlæg være lukket, som der er lagt op til at ske nu.

– Derfor er det et vigtigt budskab fra Dansk Fjernvarme, at man allerede nu politisk tager stilling til, at der skal findes løsninger, der kan sikre det økonomiske grundlag for fortsat drift af de eksisterende kraftvarmeanlæg. Alternativet er, at vi om få år kan stå med en udtalt mangel på elkapacitet med flere og hyppigere udfald af strøm, siger Bettina Vester.

Konkret anbefaler Dansk Fjernvarme at fremskynde en økonomisk ordning, som er målrettet levetidsforlængelse af eksiste­rende anlæg med henblik på at understøtte forsyningssik­kerheden.

Samtidig er det også nødvendigt, at der snarest muligt tages fat på en undersøgelse af, hvilke typer af mekanis­mer, der skal tages i anvendelse til bevarelse af regulerbar elproduktion.

– En troværdig og konkret udmelding om, at kapacitetsme­kanismer forventes at blive indført kan i sig selv bidrage til at modvirke skrotningsplanerne på kort sigt, lyder det fra Bettina Vester, der samtidig understreger, at Dansk Fjernvarme forventer at bidrage til denne undersøgelse.