Grundfos forstår at udvikle den traditionelle forretning samtidig med, at der i koncernen tænkes visionært.
Et eksempel er området vand.
Ejeren af Grundfos, Poul Due Jensens Fond donerede sidste år mere end 32 miillioner til vandprojekter rundt om i verden, og det fortsætter.
PlanBørnefonden og Poul Due Jensens Fond er gået i gang at teste en ny sol- og batteridrevet pumpeløsning i to landsbyer i Togo i Vestafrika. Her skal soldrevne pumper fra Grundfos erstatte de gamle, hånddrevne modeller og automatisk pumpe vand op fra grunden og sende det direkte fra brøndene og ind i landsbyerne.
Sanitet og sikkerhed
De millioner af mennesker, der bor i små landsbyer, hvor der ikke kan etableres store vandforsyningsanlæg, må dagligt leve med konsekvenserne af manglende eller urent vand.
””Hvis der ikke er adgang til rent drikkevand, må indbyggerne i landsbyerne hente det i fx floderne, hvor vandet er beskidt. Det medfører sygdomme som diarré, der på sigt kan være livstruende,” forklarer Helene Egebjerg, der står for PlanBørnefondens bidrag til projektet.
Selv hvis der er en brønd med håndpumpe, ligger de ofte langt fra landsbyerne, hvilket skaber problemer for de kvinder og børn, der henter vandet.
Den nye løsning er designet af Grundfos, hvor teknisk produktchef Jesper Blankenfeldt fortæller, at systemet er bygget, så det tager hensyn til, at der også skal kunne leveres vand, når solen ikke skinner – uden at skulle opbevare vandet i tanke, hvor bakterier og andre mikroorganismer let kan forringe vandkvaliteten i den tropiske varme.
”Løsningen bygger på SQ Flex pumpeserien, som har været på markedet i en del år er. Det smarte er, at den kan fungere på forskellige energikilder. Alt fra vindenergi over en stikkontakt til solceller og batterier. Og netop solceller er en god løsning, når de skal fungere i Afrika. Men for at sikre, pumpen også virker, når solen ikke skinner, er der et backupsystem, hvor pumpen kan køre på miljøvenlige saltvandsbatterier. Batterierne lader op, når solen skinner, og driver så pumpen, når det er mørkt eller overskyet.”
Den valgte batteriløsning er ikke skadelig for hverken miljøet eller lokalbefolkningen. Saltvandsbatterierne er desuden bedre egnet til at klare klimaet og den tropiske varme end traditionelle batterier.
”Mange steder i Afrika har det været almindeligt at bruge bly- og syrebatterier. Når de er slidt op og skal hugges op, skader det både miljøet og dem, der arbejder med batterierne. Til gengæld finder du ikke noget mere miljøvenligt end saltvandsbatterierne. Ifølge vores beregninger bør de holde i godt 10 år selv i ekstrem varme,” forklarer Jesper Blankenfeldt.