“Imponerende regnskab, imponerende udvikling og flotte nøgletal”, sådan er der skrevet om Plast-Line de seneste par år.

Og de imponerer stadig, selvom tallene ikke fortsætter med at vokse og vokse.

Plast-Line har som det eneste selskab tidligere fået 6 smileys af Dagens VVS-panelet. Og det får de stadig på grund af den flotte og høje bundlinie.

Plast-Line har en god stabil niche for de 35 medarbejdere.

Og for ejerne, der igen kan hæve et udbytte på over 32 mio.kr.

Selskabet opgiver ikke omsætning, så vi må nøjes med bruttofortjenesten. Den er nu på 70,8 mio. kr. hvilket er 1% lavere end sidste år.

Hvis bruttoavancen var 20% , ville omsætningen have været 350 mio. kr.

Personaleomkostningerne holdes på 18 mio. kr. Det er en lille stigning på 3%, hvilket vel svarer til markedsudviklingen.

Lageret er stabilt på 73,4 mio. kr., hvilket er 1,3 mio. lavere end sidste år, medens tilgodehavende hos kunder er 4,1 mio. kr. lavere, og nu er på 32,1 mio. kr.

Nøgletallet bruttofortjeneste pr. medarbejder er stadig over 2 mio. kr., og det er langt over branchens øvrige selskaber.

Alt i alt stadig imponerende i Middelfart.