Lemvigh-Müller står over for en omfattende logistikinvestering i et moderne, automatiseret højlager i forbindelse med de eksisterende lejede faciliteter på Nordager i Koldings nordlige udkant. Derfor giver det mening at sikre muligheden for at disponere over ejendommen, som bliver rygraden i grossistvirksomhedens distribution af teknikvarer de næste mange år. Det konstaterer Lemvigh-Müllers CEO, Christian Søgaard-Christensen.
”Vi søger kontinuerligt at kunne tilbyde effektive og højteknologiske løsninger til vores kunder. Derfor foretager vi nu meget betydelige investeringer i fremtidens logistikløsninger og en markant udvidelse af faciliteterne. I den kontekst vurderer vi, at vi selv er den bedste ejer af ejendommen fremover,” siger han.
Lokalplan er på plads i Kolding
Sidste år ændrede byrådet i Kolding Kommune lokalplanen, så der er mulighed for at opføre et højlager på den ca. 135.000 kvm. store grund på Nordager. Dermed er rammebetingelserne for moderne logistikvirksomhed til stede på adressen, hvor Lemvigh-Müller allerede har placeret en væsentlig del af sine aktiviteter.
”Vi har gennem hele forløbet haft en god og konstruktiv dialog med byrådet og forvaltningen i Kolding Kommune. Derfor mener vi også, at Kolding er det rigtige sted at udvide vores aktiviteter,” siger Christian Søgaard-Christensen.
Byggeforberedelser går snart i gang
Han forventer, at arbejdet med at byggemodne grunden vil starte allerede her i sommer. Når det nye logistikcenter står klart, forventer Lemvigh-Müller at føje yderligere ca. 24.000 kvm. og omkring 150 ansatte til de cirka 450, som grossistvirksomheden beskæftiger i Kolding i dag.
Lemvigh-Müller overtager bygningerne og grunden 1. juli 2024.