I går beskrev vi, at ved udgangen af 2017 var der 296 solvarmecentraler i drift verden over, hvoraf de 111 anlæg var placeret i Danmark.

Og Simon Furbo fra DTU udtalte: ” Det er helt vildt”.

Danmark – og DTU`s ekspertise – er førende for solvarme. Og det fortsætter. For DTU tiltrækker en lang række internationale virksomheder og eksperter til DTU i Lyngby. Det gælder især forskere fra Kina.

“Kineserne har opdaget, at vi er de eneste, som forsker i solvarme i Danmark. Det betyder, at vi næsten hele tiden har kinesiske gæsteforskere og ph.d.-studerende, som er betalt af det kinesiske forskningsråd. Det er vældig interessant, for dansk teknologi med store solvarmecentraler er for alvor ved at blive rullet ud i Kina. Der er virkelig gang i den, specielt i Tibet, der er et af de mest solrige områder i verden,” siger Simon Furbo.

Solvarme er altså kommet for at blive som en bæredygtig og billig energikilde. Men solvarme dækker stadig kun to procent af vores samlede varmebehov. Det vil dog ændre sig radikalt de kommende år, mener DTU-forskeren. Han peger på en analyse fra solvarmeforeningen, der estimerer, at solenergi vil dække 15 procent af danskernes varmebehov i 2030 og hele 40 procent i 2050.

“Jeg har arbejdet med solvarme i 40 år og set prisudviklingen. Teknologien bliver hele tiden billigere, systemerne enklere, og erfaringerne større. Vi har slet ikke set toppen endnu,” siger Simon Furbo.