Næste generation af Porsches SUV bliver fuldt elektrisk, og prototyperne testes nu hele verden. Sideløbende udvikles de nuværende forbrændings- og hybridmodeller.

I mere end 20 år har Cayenne sat barren med sin evne til at levere karakteristisk Porsche-dynamik, fremragende komfort i dagligdagen og ikke mindst overlegne evner i terrænet. Det er denne kombination, som har gjort modellen til den mest solgte i Porsche-familien, og fremtidige modeller vil fortsætte historien. Mens den fjerde generation af Cayenne bliver fuldt elektrisk, vil den nuværende serie fortsat blive udviklet.

“Cayenne har siden begyndelsen været definitionen på en sportsvogn i sit segment, og i midten af det kommende årti vil modellen sætte nye standarder som en fuldt elektrisk SUV. Samtidig vil vores kunder fortsat kunne vælge mellem et bredt udvalg af kraftfulde og effektive forbrændings- og hybridmodeller,” lyder det fra CEO hos Porsche, Oliver Blume.

Den nuværende Cayenne, som i 2023 undergik en af de mest omfattende produktopdateringer i Porsches historie, vil fortsat blive udviklet og opgraderet. Her vil ingeniørerne blandt andet fokusere på drivlinjerne, særligt når det gælder at optimere den kendte V8-biturbomotor, som er udviklet af Porsche og bygges på motorfabrikken i Zuffenhausen, Stuttgart. Omfattende udviklingsarbejde vil sikre, at den populære benzinmotor lever op til fremtidige emissionskrav.

Fuldt dedikeret til elektrisk mobilitet

Med målet om at sætte nye standarder i SUV-segmentet er Porsche dedikeret til elektrisk mobilitet. Og som en helt nyudviklet model vil fjerde generation af den succesfulde Cayenne således være med til at optrappe denne udvikling. Den fuldt elektriske luksus-SUV baseres på en omfattende videreudvikling af Premium Platform Electric (PPE) med 800-volts-arkitektur, hvilket gør det muligt at integrere den nyeste teknologi inden for højspændingssystemer, drivlinjer og chassis – og udvikle potentialet i elektrificeringen til at bringe Cayenne til et helt nyt niveau på flere områder.

“Vores produktstrategi vil gøre det muligt, at mere end 80 procent af de biler, som vi leverer i 2030, er fuldt elektriske – naturligvis afhængigt af vores kunders efterspørgsel og verdensudviklingen af elektrisk mobilitet generelt,” lyder det fra Blume.

Millionvis af testkilometer

Efter en længerevarende digital udviklingsproces samt de første fysiske testkørsler på Porsches udviklingscenter i Weissach, har de første camouflerede prototyper af den fuldt elektriske Cayenne forladt fabrikken. Når modellen er klar til lancering, vil disse prototyper have tilbagelagt flere millioner testkilometer over hele verden og under ekstreme klimatiske og topografiske forhold.

“Testkørslerne i den virkelige verden er netop begyndt, hvilket er en af de vigtigste milepæle i udviklingsprocessen. På denne måde sikrer vi holdbarheden og pålideligheden af både hardware og software samt alle bilens funktioner i overensstemmelse med vores kvalitetsstandarder,” siger Michael Schätzle, Vice President Product Line Cayenne.