Valg af isolering har stor betydning for både en bygnings energiforbrug, brandsikkerhed og indeklima – ja faktisk ville bygningen være meget ukomfortabel uden. Isolering er altid godt gemt i gulve, vægge og lofter og opfattes gerne mere som en selvfølgelighed end noget, rådgivere og bygherrer går op i. Det forsøger ROCKWOOLs nye, digitale 3D-univers ”Bag Facaden” at ændre på, for her bliver isoleringens vitale rolle pludselig synlig, når facaden på ikoniske bygninger skrælles af.
– Vi gør det usynlige synligt – og viser hvor essentielt valget af isolering er for en bygnings konstruktion. På den måde bliver de særlige egenskaber, som stenuldsisolering bidrager med til bygningens kvalitet og holdbarhed, tydelige. Samtidig giver den tredimensionelle tur i bygningen nem adgang til de produktinformationer, der bruges til at projektere nybyg og renovering, siger Susanna Beranova, marketingdirektør i ROCKWOOL Nordics, der står bag det nye digitale univers.
Bag Facaden går tæt på 3 ikoniske byggerier i Norden: Det arkitektonisk smukke Papirtårnet i Silkeborg, Mjøstårnet i Norge, der er verdens højeste træbygning, og Cederhusen i Sverige, der er et af de største boligkomplekser i massivtræ.