Offentlige udbud giver lavere kvalitet
Af civilingeniør Per Rasmussen
Offentlige udbud bliver afgjort på pris. Og et af resultaterne er, at der gennem de seneste år er der leveret flere og flere lav-kvalitets leverancer til det offentlige. Det giver på kort sigt lavere indkøbspriser, men på lang sigt kan regningen blive dyr.
Både de danske regler og EU- udbudsreglerne er lavet i håbet om bedre forvaltning af skatteborgernes penge. En god ide` – og grundlæggende er de også lavet med et regelsæt, der ligger op til fair konkurrence.
Men sådan som det offentlige forvalter reglerne, bliver vinderen af en licitation oftest det tilbud, som har den laveste pris. Også selvom prisen kun vægter en mindre del i udbudsmaterialet.
Der kan laves udbud, hvor eneste parameter er prisen, og så er det klart, at laveste pris vinder. Det er et valg lavet af udbyder, og udbyder har – forhåbentlig – overvejet, at det kun er prisen som er vigtig.
Der kan også laves udbud, hvor prisen kun skal vægte en procentdel, og hvor andre faktorer skal tælle med i vurderingen af de indkomne tilbud.
Et typisk eksempel er, at udbyder vælger et udbud, hvor prisen ”kun” vægter 50%, og så skal der konkurreres på andre ting såsom kvalitet, miljø, leveringssikkerhed, kvalitetssystemer m.m.
Problemet er blot, at ved licitationerne vil langt de fleste bydende kunne leve op til de sidste 50%.
De er nemlig formuleret så vagt for at man ikke skal udelukke nogle firmaer fra at byde. En vægtning på kvalitet kan være om den bydende har et kvalitetsstyringssystem. Det giver max. points, hvis man har, og 0 points, hvis man ikke har.
Et krav til levering kan være, at man har produkter tilgængelige i en vis afstand fra brugsstedet. Har man det, er der fuld valuta, har man ikke – ja, så er det 0 points.
Et krav til miljø, kan være om man har en miljøpolitik eller ikke. Max. points, hvis man har og ellers 0.
Bydende, som ikke umiddelbart har lokale produkter, kan lave aftale med andet firma om lokal udlevering. Bydende, som ikke har kvalitetssystemer eller miljøpolitik, kan forholdsvis nemt formulere ”et eller andet” – og så sættes disse punkter også udenfor konkurrence.
Alt dette ender med, at det hele afgøres af de sidste 50 %, nemlig prisen.
Der bruges mange ressourcer på at lave udbudsmateriale, men der bruges også mange ressourcer fra mange firmaer om at udfylde udbud, skemaer m.m.
Derfor skal der være fair konkurrence.
Og en fair konkurrence kræver, at der er en fornuftig afvejning af de vigtige forhold for udbyder. Men det kræver at de offentlige udbyder strammer op omkring formuleringen på sidste 50% – altså dem udenfor prisen, således at der for hvert enkelt punkt er noget at konkurrere om.
Ellers er resultatet at laveste pris vinder.
