Solar har aflagt regnskab for 2018. Det er aflagt her i 100- års jubilæumsåret 2019.
Og en af hovedkonklusionerne er, at det er en super digitaliseret virksomhed, der fejrer 100 år.
Over 6 milliarder af omsætningen på 11 milliarder sker digitalt. Det er over halvdelen af omsætningen. Imponerende udvikling.
I Danmark er den digitale udvikling endnu mere markant. 80% af salget i Danmark foregår digitalt.
Omsætningen for 2018 blev som nævnt på 11,1 milliarder. Det er stort set på samme niveau som i 2017. Resultat før skat blev et overskud på 237 millioner.
Ikke imponerende, når den store omsætning tages i betragtning. Blandt andet har Sverige og Norge haft tilbagegang.
Bruttoavancen endte på 20,2% og det er en nedgang på 0,5% i forhold til 2017. Det lyder ikke af meget, men på en omsætning på 11 mia. repræsenterer de 0,5% en manglende indtjening på 55 mio. kr.
Der er penge i at styre de små procenter.
Solar har 2.941 ansatte, og der håndteres mere end 66.000 varelinier pr. dag.
En sammenligning med et par andre grossister viser følgende omsætning pr. medarbejder:
Solar: 3,8 mio. pr medarbejder i omsætning
AO: 4,5 mio. pr. medarbejder i omsætning
Sanistål: 3,2 mio. pr. medarbejder i omsætning
Nu kan man ikke sammenligne umiddelbart, og ovenstående stiller nok nogle interessante spørgsmål især til Sanistål. Og det vil Dagens VVS sørge for.
Men 17.maj 2019 fylder Solar 100 år, og undervejs har firmaet flere gange skiftet rolle i værdikæden. Solar siger selv “Kendetegnende for Solar gennem alle årene er, at vi har haft modet til opsøge ukendt land og aldrig været bange for at udfordre vores kunder for at skabe et nyt marked.”
Den digitale udvikling fortæller blandt andet dette.
Men spændende fortælling er der også i Solar-historien:
“Som 21-årig flytter Jacob Jørgensen i februar 1912 til Kolding for at blive selvstændig købmand. Han er målrettet, har set det potentielt store marked for målere og satser på at blive nordisk importør af halvfabrikerede målerdele fra det engelske firma Solar Works. ”
“Ifølge lovgivningen er Jacob Jørgensen imidlertid tre år for ung til at stå som virksomhedsejer. Det holder dog ikke den ivrige iværksætter tilbage. Han finder hurtig en ”stråmand” med samme efternavn og forstår at sno sig for at realisere sine mål. Jacob Jørgensen gør sig selv til daglig leder og etablerer virksomheden i nogle kælderlokaler i Bellevuegade i Kolding.”
Tænk engang. 21 år gammel, men for 3 år for ung.
“Han ophæver i maj 1919 firmaet Solar Elektricitetsmaaleren v/ Pedersen & Jørgensen for allerede dagen efter fra kontoret på 1. sal at stifte interessentselskabet Nordisk Solar Compagni v/ Sørensen og Jørgensen sammen med vennen Herluf Sørensen.”
17.maj 2019 er 100 års dagen.
Historien kan findes på Solars hjemmeside. Det er velskrevet og spændende læsning.