Vi har brug for flere faglærte i byggebranchen. Sådan har meldingen lydt den seneste tid. Prognoser viser nemlig, at vi kommer til at mangle op mod 70.000 faguddannede i 2025. Men nu ser det ud til, at udviklingen så småt går i den rigtige retning.

Ifølge nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ses der en stigning i antallet af nyuddannede faglærte, som går i gang med en videregående uddannelse: Hver femte, der blev uddannet i 2011, påbegyndte en videregående uddannelse som f.eks. bygningskonstruktør og byggekoordinator inden for fem år.

Samtidig viser en opgørelse fra Dansk Byggeri, at antallet af unge, der starter på en videregående uddannelse inden for byggeri og anlæg, er steget med 14 procent over de seneste fem år. Og det er unægteligt et skridt i den rigtige retning, lyder det fra designvirksomheden Unidrain:

– Nye standarder og innovation i den danske byggebranche kræver dygtige faguddannede, som tør skubbe til grænserne. Derfor er det virkelig positivt, at flere faglærte vælger en videregående uddannelse, og at uddannelserne i hvert femte tilfælde er inden for byggeri og anlæg. Og så er det selvfølgelig vigtigt at støtte de unge i deres valg, siger Unidrains adm. direktør Henrik Handschuh.

Talenterne får et ekstra skub
Hos virksomheden med de verdenskendte linjeafløb gør man således en dyd ud af at støtte de talenter, der har blod på tanden: Dem, som kan være med til at forbedre det eksisterende og inspirere til efterfølgelse. Derfor uddeler Unidrain for andet år i træk Talentprisen ved Building Awards 2019, som afholdes den 7. november på The Plant Cph:

– Som producent har vi et ansvar for at skubbe ekstra på overfor landets unge byggetalenter. Det gør vi blandt andet med Talentprisen, som går til en byggespire, der har udvist faglige og ledelsesmæssige evner eller resultater inden for de seneste år. Et talent, som er med til at sætte en dagsorden, der kan være repræsentativ for en ny generation, lyder det videre fra Henrik Handschuh.

I alt har syv talenter været nomineret til prisen. Heraf har en fagjury udvalgt tre nominerede: Eik Bjerregaard fra COBE, Emre Korkmaz fra Vita Ingeniører og Wilson Ricardo Leal da Silva fra Teknologisk Institut.

Legat på 25.000 til dygtiggørelse
Det er ikke kun med Talentprisen, at Unidrain bakker op om branchens bedste. Til april 2020 uddeler virksomheden nemlig et legat på 25.000 kr. Ligesom med Talentprisen er det anden gang, at det sker:

– Vi uddeler legatet for at sætte fokus på kvalificeret arbejdskraft og talentudvikling. Derfor er det vigtigt, at pengene går til dygtiggørelse. I år var det Mads Holmegaard Jørgensen, som læser til VVS-installatør på KEA, der modtog prisen. Han havde i sinde at bruge pengepuljen på faglige kurser og et udenlandsophold.