Danmark kan blive førende inden for Power-to-X, hvor vandets brintmolekyler bliver omdannet til grønne brændstoffer. Her kan det danske vand blive et vigtigt konkurrenceparameter. Men lovgivningen og de økonomiske rammer skal være på plads, lyder det fra vandbranchen.
Power-to-X (PtX) kan blive en af de helt afgørende grønne brikker i regeringens målsætninger om 70 procent CO₂-reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2045. Samtidig kan teknologierne og den danske vandekspertise skabe nye eksportmuligheder.
“På nuværende tidspunkt forsøger DANVA og andre relaterede brancheorganisationer i samarbejde med forskere at få overblik over udfordringerne for at få løsningen til at fungere. Det gælder ikke mindst de eventuelle lovgivningsmæssige forhindringer,” siger Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA, i sin leder i DANSKVAND, og fortsætter:
“Det er nødvendigt for vandselskaber at kunne planlægge fremtidens forretningsmodeller for investeringerne og samarbejdet om Power-to-X-anlæg.”
Fra problem til ressource
Der skal bruges meget vand til PtX, men det skal helst ikke gå ud over mængden af rent vand i undergrunden, som bruges til drikkevand. Derfor må man også bruge andre kilder. Flere steder i landet døjer man imidlertid med højtstående grundvand, som skaber problemer både på marker og i byerne. Lemvig Kommune er hårdt ramt og her har man planer om at bruge problemvandet til PtX. ”Der er så meget højtstående grundvand omkring Lemvig, at man nærmest kan drukne i det”, fortæller Lars Nørgård Holmegaard, direktør i Lemvig Vand. Og vandet kan ikke bruges til drikkevand.
“Når vi skal levere store mængder vand til PtX, giver det mening at se på hele vandplanlægningen. Hvis vi kan bruge det vand, som skaber problemer både på markerne og i byen, så får vi en løsning, der slår to fluer med ét smæk,” siger direktøren til DANSKVAND.
Der er fart på udviklingen med PtX-projekter i Danmark, men lovgivningen inden for vand er ikke fulgt med i samme tempo. Eksempelvis efterlyser Lars Nørgård Holmegaard, at Vandsektorloven rummer definitioner som ”teknisk vand”, så alt vand ikke bare er vand. Teknisk vand kan i denne sammenhæng dække over alternative vandtyper, som skal bruges til industrielle formål, herunder PtX.
“Som det er nu, kan vi kun levere vand i en kvalitet svarende til drikkevand. Reelt kan vi på sigt komme til at levere fem gange så meget vand til PtX, som vi samlet set leverer til alle vores kunder i dag, men det vil jo udsætte vores grundvandsressource kraftigt, hvis vi brugte det samme grundvand, som vi bruger til drikkevand,” siger direktøren.