Tre danske virksomheder og Aarhus Universitet er i gang med at udvikle ny teknologi til grønnere airconditionanlæg i Kina. Med en ny bevilling fra Region Midtjyllands udviklingsprogram Midtnet Kina er det blevet muligt.

Den kinesiske økonomi buldrer frem, og det har i løbet af de seneste 10-15 år medført en eksplosion i landets energiforbrug og udledning af drivhusgasser. Efterspørgslen på grønne teknologier er stor, og det giver nye muligheder for danske cleantech-virksomheder.

En af disse virksomheder er Ecovent, som producerer ventilationsløsninger. De vil nu på markedet med et langtidsholdbart filtermodul til klimaanlæg med et  lavt energiforbrug, og Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet skal som videnpartner i projektet videreudvikle og konstruere den første tekniske prototype.

”Vores mål er at nå frem til en løsning, der effektivt kan frafiltrere uønskede partikler og aerosoler med et lavere trykfald og dermed også et lavere elforbrug. Det kan både give et bedre indeklima og en grønnere bygningsprofil,” siger Claus Melvad, ingeniørdocent, Aarhus Universitet.

Projektbeskrivelse:

Et langtidsholdbart, lavenergi-filtermodul til brug i airconditionanlæg. Sådan startede ideen for John Steen Jensen, der med sit firma Ecovent, har stor erfaring med ventilationsløsninger. Det nye type af filtermodul vil øge den grønne profil i bygninger samt tekniske installationer, og samtidig afhjælpe et dårligt indeklima,  og er netop blevet patenteret efter et par år på udviklingsstadiet. En øget efterspørgsel på mere energivenlige ventilationsløsninger i Kina, har udløst en projektbevilling fra Region Midtjyllands udviklingsprogram Midtnet Kina. Programmet giver tilskud til udvikling samt test af en prototype, der imødekommer en efterspørgsmål fra det kinesiske marked. Projektkonsortiet består af hovedansøger Ecovent fra Hinnerup, ingeniør- og udviklngsvirksomheden Advantis fra Aarhus, indeklimavirksomheden IKM fra Haderslev samt Ingeniørhøjskolen i Aarhus som videnpartner.