På vegne af den private investor Bo Bendtsen har multifamiliekontoret Maigaard & Molbech sammen med European Energy indgået en joint venture-aftale om at gennemføre et strategisk opkøb af den danske biogasproducent Vinkel Bioenergi. Vinkel Bioenergi og dets ansatte bliver integreret som et datterselskab under det nye joint venture-holdselskab BioCirc ApS.
Købet er afsluttet forud for konkurrerende bud fra andre strategiske investorer og infrastrukturfonde, bemærker Maigaard & Molbech, der understreger det innovative joint ventures vision for fremtiden som en central aktør:
“Opkøbet af Vinkel Bioenergi vil være det første skridt i dannelsen af BioCirc-gruppen, som vil være en førende cirkulær bioøkonomisk koncern med fokus på Genbrug, Waste-to-Energy, Renewable Energy og Power-to-X. BioCirc vil blandt andet bidrage til en mere bæredygtig fremtid for landbrugserhvervet, og vi er meget glade og stolte over, at det er lykkedes os at tage det første skridt med opkøbet af Vinkel Bioenergi, en af Danmarks største biogasproducenter,” siger Bertel Maigaard, administrerende direktør i Maigaard & Molbech.
Vinkel Bioenergi blev etableret i 2018 og kan omdanne mere end 400.000 tons biomasse årligt til grøn og CO2-neutral gas. I dag leverer Vinkel Biogas biogas fra deres produktionsanlæg i det midtjyske. I alt bliver der leveret op til 6.000 Nm³ naturlig biometan i timen til det danske naturgasnet, dvs. mere end 52.000.000 Nm³ biomethan hvert år, og dermed er det lykkedes Vinkel Bioenergi at opbygge en hastigt voksende forretning, som i 2020 havde et nettooverskud på ca. DKK 17 millioner, hvilket forventes tredoblet til DKK 56,1 millioner i 2021. Fremtidsudsigterne er lovende, da Vinkel Bioenergi bliver integreret i de nye ejeres leverandørnetværk for også at bistå med produktionen af e-methanol, ifølge European Energy:
“Biogen CO2 er en vigtig komponent i e-brændstoffer, der kan dekarbonisere sektorer som tung transport og luftfart. European Energy kunne bruge den CO2, der ellers ville blive frigivet til atmosfæren fra produktionen af biogas hos Vinkel Bioenergi i produktionen af e-methanol, der skal leveres til store virksomheder som Circle K og Maersk. På den måde bidrager Vinkel Bioenergy til vores fælles mål om at blive et CO2-neutralt samfund i fremtiden,” siger Knud Erik Andersen, CEO i European Energy.