”Vi har i Sanistål i forvejen mange VA-kunder i Aarhus-området. Med den nyåbnede VA-afdeling i vores flagskibsbutik i Åbyhøj ønsker vi at udbygge vores position på VA-markedet og tiltrække nye kunder blandt lokale kloakmestre og entreprenører,” siger Claus Gustafsen, der er butikssalgschef i Saniståls butik i Åbyhøj.
Butikken har fejret indvielsen af sin nye VA-afdeling med et stort åbent hus-arrangement over flere dage med masser af favorable tilbud, særlige giveaways, møder med leverandører og servering af mad til kunder og venner af butikken.
”Vi har brugt de seneste uger på at indrette vores nye VA-afdeling og fylde rør, fittings og masser af andre VA-varer på hylderne, og vi har glædet os helt vildt til at vise det hele frem til både nuværende og nye kunder. Jeg håber, at VA-kunderne i Aarhus-området vil tage godt imod den nye VA-afdeling og gøre brug af vores særlige ekspertise på VA-området fremover,” siger Claus Gustafsen.
Udover et omfattende VA-sortiment på hele 480 forskellige varenumre bliver der også tilknyttet nogle af Saniståls VA-eksperter.
”Vi kan som noget nyt tilbyde et komplet sortiment af VA-varer i butikken. Blandt andet har vi i opbygningen af lageret haft fokus på at dække den produktportefølje, som de kommunale forsyninger i Østjylland har brug for inden for både vandforsyning og afløb,” siger Caroline Falkenskov fra Saniståls særlige VA-team, som fremover er klar til at servicere kunderne i den nye VA-afdeling.
Hun peger desuden på, at entreprenører og kloakmestre i Aarhus og omegn nu kan få endnu hurtigere levering af kloakrør, brønde, fittings og andre VA-varer takket være Saniståls nye VA-satsning i butikken på Søren Frichs Vej.
”Hidtil har vi leveret VA-varer fra vores centrallager i Billund, men nu, hvor vi altid har stort set alle VA-varer på lager centralt i Aarhus, kan kunderne enten selv hente varerne i butikken, eller vi kan levere dem lynhurtigt til byggepladsen,” siger Caroline Falkenskov.