En beholder med flydende salt kan lagre varme fra vedvarende energikilder uden varmetab. Ny forskning fra DTU viser, at saltbatterier med underafkølet natriumacetat trihydrat kan benyttes til at lagre varme fra både solvarmeanlæg og vindmøller. Eksperimenter har vist, at et solvarmeanlæg med en solfanger på 22 m², en varmtvandstank og saltbatterier årligt kan dække 71 procent af varmebehovet i et energieffektivt trepersoners hus i dansk klima.

”Vi ser store perspektiver i saltbatterier, som kan bidrage til at løse problemet med store sæsonudsving i produktionen af sol- og vindenergi i hele Central- og Nordeuropa. Saltbatterierne har vist sig at kunne lagre varme på både kort og lang sigt. Det betyder, at energi fra solvarme kan opbevares og dække det meste af energiforbruget i huse, mens de resterende 29 procent i vintersæsonen kan komme fra vindkraft eller anden elproduktion”, siger ph.d. Gerald Englmair fra DTU Byg.