To nye ”Demohuse”, der er bygget på Lemvig Havn, bliver indviet tirsdag d. 19. august klokken 16.30 ved en reception ved demohuset foran Klimatorium.

Her taler blandt andet Lemvigs Borgmester Erik Flyvholm, forskningschef for Teknologi og Erhverv i VIA, Theis Raaschou Andersen samt projektleder Torsten Sack-Nielsen om projektet og om nødvendigheden af at finde nye løsninger på fremtidens klimapåvirkninger af vores huse og bygninger.

I samme ombæring bliver huset, der er placeret ud for Klimatorium, åbent for offentligheden. Huset vil efter planen forblive åbent i hele projektperioden frem til 2027 og vil fungere som en udstilling om projektets formål og om såkaldt resilient byggeri.

Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet, hvor der vil være mulighed for at få en rundvisning i husene og blive klogere på projektets formål samt på hvordan nye byggemetoder og -materialer kan være med til at imødegå de stigende trusler om blandt andet oversvømmelse, som klimaforandringerne fører med sig.

For spørgsmål, baggrund eller interviewanmodninger, kontakt venligst forskningsleder i VIA, Torsten Sack-Nielsen, på +4587554190 eller tosn@via.dk eller kommunikationskonsulent i VIA, Anders Kristensen, på +4587551532 eller aank@via.dk.

Fakta om Demohusene

  • De to demohuse er et forskningsprojekt under RESIST, et klimatilpasningsprojekt der er finansieret af EU, med 58 partnere fordelt på 12 europæiske regioner. Formålet med projektet er at udvikle og teste innovative klimatilpasningsløsninger.
  • I Region Midtjylland arbejdes der med en række demonstrationsprojekter under RESIST, hvoraf demohusene er et af dem. Det er VIA University College, Miljø- og Ligestillingsministeriet (Kystdirektoratet), der i samarbejde med Lemvig Kommune driver forsøget med de to demohuse.
  • Formålet med de to demohuse er at teste alternative tilgange til kystnært byggeri, hvor risikoen for oversvømmelser er stor. Demohusene skal blandt andet teste, om der kan bruges andre og mere modstandsdygtige byggematerialer i byggeriet, herunder nye typer af isolering, andre måder at konstruere bygningen og muligheden for at udtørre husene efter en oversvømmelse.
  • Af de to huse vil ét blive brugt som testobjekt. Derfor er det placeret på stranden ved fiskerhusene, hvor det vil blive udsat for oversvømmelse ved højvande eller stormflod.
  • Det andet hus, som er identisk med det første, vil indeholde en udstilling om projektet. Begge huse vil være åbne for offentligheden til brug for kortere ophold.