DTU ligger helt i top på EU-ranglisten EngiRank, der vurderer 226 tekniske universiteter i 27 EU-lande, Schweiz og Norge. Opgørelsen er baseret på et bredt udsnit af anerkendte EU-datakilder.

”Det er en stor glæde, at DTU ligger helt i top. Førstepladsen på EngiRank er resultatet af et fælles fokus på at levere forskning, uddannelse og innovation i international topklasse. Resultatet skyldes, at studerende, ansatte og samarbejdspartnere yder et imponerende arbejde,” siger rektor på DTU Anders Bjarklev.

Det er anden gang, at EngiRank vurderer de tekniske universiteter i EU, og det er anden gang, at DTU kåres som det bedste universitet. EngiRank vurderer alene de tekniske universiteter i EU, men har i år udvidet listen med Norge og Schweiz, der har to institutioner med fra begge lande. Engelske universiteter indgår ikke i ranglisten.

Kvalitet i forskning og uddannelse

DTU er placeret som nummer et på EngiRanks overordnede rangliste, der er baseret på 13 indikatorer fordelt på fem kriterier: Forskning, innovation, internationalisering, interdisciplinaritet og FN’s udviklingsmål SDG 9, som har til formål at opbygge en robust infrastruktur, fremme bæredygtig industrialisering og fremme innovation.

Ranglisten vægter blandt andet forsknings- og innovationsfinansiering, samt universiteternes internationale alliancer og samarbejde.

”DTU ønsker at være innovationens universitet. Vi har investeret i at skabe et innovationsmiljø præget af incitament og interesse og med et bredt udbud af programmer og finansiering. Det er i dag en levende del af DTU’s forskning og uddannelser, hvilket EngiRanks rangliste understreger,” siger Anders Bjarklev.

EngiRanks primære kriterier er: Forskning, innovation, undervisningskvalitet og universiteternes arbejde med FN’s mål for bæredygtighed. Derudover opererer den med syv emneranglister, hvor DTU’s placering kan ses her:

  • Chemical Engineering: 1
  • Civil Engineering: 1
  • Electrical, electronic and information engineering: 3
  • Environmental engineering: 1
  • Materials engineering: 4
  • Mechanical Engineering: 1
  • Medical Engineering: 3

EngiRank er blevet til på initiativ fra den polske “Perspektywy” Education Foundation, som har udgivet Perspektywy University Ranking samt flere ranglister af sekundære skoler og MBA-programmer i Polen i næsten 25 år. Opgørelserne er baseret på anerkendte datakilder som CORDIS og European Education Area, og omfatter også publikations- og citationsstatistikker baseret på Scopus databasen og patentstatistikker fra det europæiske patentkontor. Opgørelserne er ikke baseret på spørgeskemaundersøgelser om omdømme eller egen indberetning fra universiteterne.

De primære partnere i EngiRank er Polens nationale agentur for Erasmus+, Foundation for the Development of the Education System – FRSE, og det akademiske forlag Elsevier, der har leveret datastøtte. Blandt partnerne er også IREG Observatory on Academic Ranking and Excellence (en international organisation af rankere og analytikere af akademiske ranglister) og Engineers Europe faglige organisation.