Drivkraft Danmarks direktør, Jacob Stahl Otte er klar i mælet: “Det er afgørende. at kommunerne og ladebranchen kan samarbejde, så der ikke laves overinvesteringer i ladeinfrastruktur, der kun i begrænset omfang bliver anvendt. Vi når ikke i mål hver for sig. Det sker først, når kommuner og virksomheder finder den rigtige arbejdsdeling gennem konstruktiv dialog.”

Der er i Danmark tradition for et godt samarbejde mellem kommuner og virksomheder. Det skal fortsætte, så udrulningen af ladestandere over hele landet sker på den mest hensigtsmæssige måde. For bilisterne får – ud over hjemmeladning – brug for destinationsladere og lynladere på både offentlige og private arealer, når persontransporten skal elektrificeres.

Her er det afgørende at kommunerne og ladebranchen kan samarbejde, så der ikke laves overinvesteringer i ladeinfrastruktur, der kun i begrænset omfang bliver anvendt. Kommunerne bør derfor altid undersøge, hvad der kommer op på privat grund ved tankstationer, supermarkeder, arbejdspladser mv., før de giver tilladelse til opsætning af ladestandere på offentligt areal i samme område. En del af planerne for udrulning af ladestandere på privat grund bliver annonceret offentligt, mens andre skal afdækkes af kommunen ved direkte henvendelse. Det kræver en god dialog om arbejdsdelingen, så vi supplerer og ikke løber i vejen for hinanden.

Der har været en del forvirring og usikkerhed i kommunerne om processen for udrulning af ladestandere de seneste år. Den 4. april bliver det heldigvis meget lettere og mere gennemskueligt. Her træder den nye lovgivning for offentlige udbud af drift af ladestandere i kraft. Det giver lige vilkår og transparent tildelingsproces for alle de ladeoperatører, der ønsker at byde på opgaven. Samtidig giver det kommunerne mulighed for både at støtte eller opkræve penge for opgaven alt afhængigt af, hvor attraktiv placeringen er i markedet.

Nogle kommuner har allerede gjort sig erfaringer med markedsdialog, mens det er nyt for andre. Her er det vigtigt, at KL’s nationale videnscenter for elladeinfrastruktur får de ressourcer, der skal til, for at samle erfaringerne til best practice. Så undgår vi, at dyre lærepenge skal betales af alle kommuner.

Men kommuner er også forskellige, og vil ikke nødvendigvis det samme. Det skal der være plads til. Nogle kommuner vil alene fokusere på kravene fra ladestanderbekendtgørelsen, dvs. de ladestandere der ifølge lovgivningen skal op. Andre kommunerne vil gå længere og tilbyde opladning til egne medarbejdere eller hurtigladning for bilister, der kommer kortvarigt forbi. Demografi kan også spille ind her. I kommuner med større byer kan fokus være på egne borgere, der ikke kan lade hjemme, fx ved etagebyggeri. Samme udfordring har kommuner med mange parcelhuse ikke, fordi de fleste her vil kunne lade hjemme. Men så længe opgaverne kommer i udbud, er spillereglerne ens for alle, og markedet vil vide, hvad de skal byde ind med.

Vi møder mange kommuner, der spørger ind til tildelingskriterierne i udbud. Det er ikke noget vi kan give et klart svar på. For tildelingskriterierne bør afhænge af det delmarked, der udbydes. Destinationsladning foran boligbyggeri kan fx sammenlignes med den ladeboks, som de fleste parcelhusejere har muligheden for at sætte op. Her holder elbilen ofte i mange timer og opladningsprisen vil derfor være vigtig for borgeren. Derfor giver det mening at gøre kWh-prisen til et tildelingskriterie. Det samme gælder ikke for hurtig- eller lynladning. Det minder mere om brændstofmarkedet, hvor bilisten er villig til at køre efter en lavere pris. Så er det markedet, der bestemmer prisen baseret på den lokale konkurrence. Her bør betaling til kommunen for grunden være et afgørende tildelingskriterie, for ikke at forvride konkurrencen ift. det private marked, hvor der for alvor bliver investeret og sat mange hurtig-og lynladere op.

Vi når ikke i mål hver for sig. Det sker først, når kommuner og virksomheder finder den rigtige arbejdsdeling gennem konstruktiv dialog. Heldigvis har vi nu fået to fantastiske nye redskaber, så vi fremover kan undgå forvirring og uhensigtsmæssigheder: Den nye lovgivning om udbud og KLs nationale videnscenter for ladeinfrastruktur. Så nu er det bare at sætte strøm på udrulningen over hele landet til de mange nye elbilister