Fjernvarmen står klar til at levere en øget indsats, så Danmark kan nå i mål med klimamålene for 2030, melder brancheorganisationen Dansk Fjernvarme med godt 400 medlemmer inden for varme- og energisektoren.

Meldingen kommer efter den netop offentliggjorte statusrapport fra Klimarådet, der vurderer regeringens indsats med at indfri klimamålene. Konklusionen er, at der skal skrues op for ambitionerne, hvis Danmark skal nå målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030 og nettonul-udledning i 2050.

– Der er grund til at anerkende de grønne resultater, vi allerede er nået i mål med i Danmark, stærkt fremskyndet af regeringen og Folketinget der nu har anerkendt fjernvarmens store betydning for den grønne omstilling. Sektoren har stort set udfaset kullene til elproduktion, vi er i fuld gang med at udfase naturgas og oliefyr i vores boliger, og vi samarbejder med industrien om at udnytte endnu mere overskudsvarme, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

– Klimarådet konstaterer i deres statusrapport, at trods tydelig fremdrift, vil der stadig skulle tænkes ambitiøst, hvis vi skal nå i mål med 70 procent reduktion i 2030. Der peger rådet især på CO2-fangst for at opnå negative udledninger. Vores medlemmer, der ejer kraftværkerne og affaldsenergianlæggene, skal levere investeringerne, og det er de klar til at levere på for ikke bare at fange, men også at lagre og udnytte CO2’en.

Kim Mortensens uddyber, at mange af selskaberne meget gerne vil i gang med at etablere CO2-fangst, derfor er det afgørende, at de kommende CO2-afgifter understøtter deres arbejde.

Skru op for fjernvarmen for at nå delmål i 2025
Der kommer til at være et reduktionsbehov i 2025 på cirka 1 mio. ton CO2e, fastslår statusrapporten fra Klimarådet.

Dansk Fjernvarme fremhæver, at energisektoren står klar til at skrue op for udfasningen af de alt for mange gasfyr og udbrede den grønne fjernvarme i Danmark.

– I 2021 blev der til kommunerne indsendt 98 nye fjernvarmeprojektforslag med et potentiale på omkring 55.000 husstande, der ved godkendelse kan få skiftet den sorte gas og olie ud med grøn fjernvarme. Det vidner om en fjernvarmesektor, der er klar til at skrue op for den grønne omstilling, siger Kim Mortensen.

Det vil yderligere medvirke til at gøre Danmark uafhængige af den russiske gas og holde hånden under danskernes varmeregning, mens gaspriserne lige nu tager himmelflugt på grund af situationen i Ukraine, uddyber Kim Mortensen.

Genbesøg den politiske aftale om affaldssektoren og cirkulær økonomi
Da Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi blev vedtaget i juni 2020 var det med hjælp af en række virkemidler, der skulle nedbringe de nationale affaldsmængder i 2030 med formålet at reducere drivhusgasudledningen i 2030. I sin statusrapport konkluderer Klimarådet nu, at virkemidlerne ikke vil medføre den forventede effekt.

– Udviklingen går ekstremt hurtigt og tiden er allerede løbet fra den politiske aftale. Vi anbefaler derfor regeringen at genbesøge klimaplanen for affaldssektoren. Vi har nu en helt anden viden om mulighederne for betydelig CO2-fangst, hvor sektoren kan bidrage med negative emissioner. Netop hvad Klimarådet efterlyser. Disse muligheder skal vi benytte os af i stedet for at indføre en konkurrencemodel, der er uegnet til at opfylde klimamålene, siger Kim Mortensen.