Der var været god, transatlantisk energi i Cansi – et fælles projekt, der har forbundet førende energiforskere fra USA og Danmark.

Trans-Atlantic Network on System Integration (CANSI) blev etableret for at identificere fælles udfordringer i den grønne omstilling, særligt med øje for integration af mere vedvarende energi, transmission og systemintegration.

Det fortæller dansk-amerikanske Mads Almassalkhi, energiprofessor ved University of Vermont.

Han har været en del af Cansi-forløbet, der tog sin begyndelse under corona-pandemien og derfor især foregik online i den første tid.

”Cansi har været en rigtig god platform for formidling, og vi har som forskere på tværs af Atlanten udviklet et fælles sprog for energisystemer. Generelt halter USA bagud i forhold til Danmarks arbejde med klimavenlig innovation, selvom nogle enkelte stater er progressive, fx min egen, Vermont,” siger Mads Almassalkhi og fortsætter:

”De næste to til fire år under den nuværende Trump-administration vil sandsynligvis sætte USA bagud i forhold til udviklingen inden for klimateknologi, digital energiinnovation og vedvarende energiproduktion. Det vil tage USA op imod de næste 5-10 år at indhente det. Det ænderer dog ikke på, at de kommer – for det bliver billigere med klimavenlig, vedvarende energi end olie og gas, og derfor er dialogen med danske eksperter fortsat vigtig for os som amerikanske forskere,” siger Mads Almassalkhi.

Fra Lyngby til Boston
En af dem, som Mads Almassalkhi og andre forskerkolleger fra amerikanske universiteter har samarbejdet med, er Henrik Madsen, professor ved DTU Compute. Udover transatlantiske bekendskaber er der også kommet artikler om energifleksibilitet og systemintegration ud af dialogen mellem Danmark og USA, fortæller han.

”I Cansi-gruppen har vi udgivet fire whitepapers om grønne energiløsninger, og dem vil vi nu arbejde videre med, så de kan udgives som egentlige forskningsartikler. Det er et konkret resultat, der med garanti vil kaste mere samarbejde af sig på tværs af vores lande,” siger Henrik Madsen.

Han og kolleger DTU samt forskere fra Aalborg Universitet har undervejs haft besøg af forskere fra Vermont, Dartmouth College, Johns Hopkins University, Massachusetts Institute of Technology, Pacific Northwest National Laboratory, Tufts University og University of Colorado Boulder.

Det hele er faciliteret af Innovationscenter Danmark i Boston og Energy Cluster Denmark.

”Sektorkobling, øget fleksibilitet, smart fjernvarme og mange andre elementer i den grønne omstilling er blevet præsenteret og drøftet på tværs af USA og Danmark i Cansi. Det har været en fornøjelse at være en del af et succesfuldt forløb, som vores kolleger i innovationscentret i Boston har en stor aktie i at realisere. Deling af viden mellem lande betaler sig – både på den korte bane i form af forskningsartikler, men også på længere sigt, hvor forskerne med afsæt i de transatlantiske bekendskaber kan søge nye midler til fælles innovation og forskning i grønne energikilders vej ind i energisystemet,” siger Lars Brückner, International Director i Energy Cluster Denmark.

Den fortsatte dialog efter Cansi-forløbet, der sluttede i 2024, ser Mads Almassalkhi frem til.

”Min stat, Vermont, er en lille progressiv stat, der ikke ligner størstedelen af USA. Sammen med Californien og Hawaii, der som stater også har godt gang i innovative energiløsninger, kan vi bruge fælles viden med vores danske forskerkolleger til at udvikle os – og til at udvikle hele USA i en mere klimavenlig retning. Dynamiske energipriser, bedre og mere fjernvarme og brug af overskudsvarme er bare noget af det, vi gerne vil arbejde videre med efter Cansi. Der er uvished om den amerikanske energisektors udvikling, men jeg er sikker på, at det aktuelle fokus på fossile energikilder i fremtiden vil være en parentes i fortællingen om den grønne omstilling,” siger Mads Almassalkhi .