I takt med at den globale temperatur er steget siden år 2000 er gletsjere over hele kloden svundet ind. Ikke bare i Arktis og Antarktis, men også i blandt andet Mellemøsten og Sydamerika, hvor der er store ismasser på land ved højtliggende bjergområder, som har ligget der tusindvis af år.

Det viser et omfattende internationalt forskningssamarbejde, som DTU Space har bidraget til, og som nu er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature. Forskerne har samlet viden ind fra alle klodens gletsjere, regnet på afsmeltningen baseret på forskellige metoder og lagt det hele sammen til den hidtil mest præcise opgørelse af istabet.

”Alle metoder viser enstemmigt stor afsmeltning af gletsjere over hele kloden,” siger professor på DTU Space Shfaqat Abbas Khan, der har stået for DTU’s bidrag til det nye studie og er leder af Center for Ice-Sheet and Sea-Level Predictions (CISP) på DTU Space støttet af Novo Nordisk Fonden.

Det viser sig, at der gennem de seneste knap 25 år fra 2000 til 2023 er smeltet 273 gigaton is fra gletsjere hvert år – svarende til cirka 273 kubikkilometer vand. Hvis alt vandet – fra alle årene – blev samlet på Danmarks areal, ville det dække hele landet med en godt 152 meter høj vandsøjle.

”Det er et af de mest omfattende studier, der hidtil er lavet over det samlede tab af is fra verdens gletsjere. Der er sket en omfattende afsmeltning fra 2000 til 2023, og smeltningen er samtidig accelereret markant i perioden, så det i dag går meget hurtigere end for 25 år siden,” siger Shfaqat Abbas Khan.

”Vi ser en udvikling, hvor flere og flere områder mister ismasser, hvilket på sigt kan få katastrofale følger for lokale samfund. Mange floder, der løber gennem Kina, Indien og andre dele af det asiatiske kontinent, får hovedsageligt deres vandforsyning fra smeltende gletsjere. Så mangel på smeltevand vil eksempelvis påvirke afgrøder og vandforsyningen til mennesker og dyr”.

Det nye studie indgår i projektet Glacier Mass Balance Intercomparison Exercise (GlAMBIE), som har til formål at analysere alle Jordens gletsjere. Det aktuelle studie er anført af forskere ved University of Zurich og University of Edinburgh.

19 gletsjerområder er undersøgt

Den største mængde is er smeltet fra gletsjere i Alaska efterfulgt af Grønland og den arktiske del af det nordlige Canada. Noget overraskende er den sydlige del af Andesbjergene i Sydamerika den fjerdestørste bidragyder til afsmeltningen, mens den Arktiske del af det sydlige Canada er nummer fem og Antarktis nummer seks.

Omregnet til indholdet i olympiske svømmebassiner på 50x25x2 meter svarer det til, at der er blevet tømt cirka 300.000 af dem hver eneste dag i alle årene.

Smeltevandet fra gletsjerne svarer til en samlet global havstigning på omkring 18 millimeter over perioden 2000-23.

Gletsjerne udgør kun en del af de samlede ismasser på kloden. Der er også iskapperne, som er de store mængder is, der dækker det meste Arktis og Antarktis, mens glejsterne dækker en mindre del.

Så udover de 273 gigaton is, der årligt er smeltet fra gletsjerne, har iskapperne i Arktis og Antarktis i samme periode mistet 420 gigatons is årligt. Samlet er i alt 693 gigaton is med andre ord blevet til vand i verdenshavene hvert år siden 2000.

De 11 områder med størst årlig afsmeltning af gletsjere i perioden 2000-2023 målt i gigaton per år:

  • Alaska: 60,8.
  • Grønland: 35,1.
  • Arktiske del af det nordlige Canada: 30,5.
  • Sydlige Andesbjerge/region: 26,5.
  • Arktiske del af det sydlige Canada: 23,1
  • Antarktis og subantarktiske øer: 16,9.
  • Russisk arktis: 16,1.
  • Svalbard og Jan Mayen, Norge: 13,7.
  • Centralasien: 10,4.
  • Vestlige Canada og USA: 9,0.
  • Island: 8,3.