Bogen om indeklimaets verdensmand er en blanding af teknik og underholdning.
Det var hovedpersonen i bogen, professor Po.Ole Fanger også.
Læs blot afsnittet om professorens unge dage skrevet af hans kammerat Jens Erik Winther.
Jens Erik Vinther fortæller:
” Det begyndte i gymnasietiden på Marselisborg Gymnasium i Århus, hvor vi allerede i 1. g besluttede at sidde ved samme tomandsbord, som opstillingen var dengang med tre rækker borde foran katederet. Det var en kamp den første dag efter sommerferien at få det bedste bord, som for os var det nederste i midterrækken, en placering vi beholdt alle tre år. Vi fandt hurtigt sammen med Erik Trolle Schultz, et trekløver som holdt sammen resten af livet, og som svor den musketered, at vi ville hjælpe hinandens børn, såfremt en af os gik tidlig bort.
Et løfte som siden skulle få tragisk betydning ved Ole`s pludselige bortgang i 2006.
”Vi tilbragte megen tid i Oles hjem, hvor vi lærte at spille bridge, og hvor vi nød godt af dels Oles fars manuduktion i matematik dels hans mors fremragende hjemmebagte boller. Det første intensiveredes op til studentereksamen, hvor vi næsten daglig mødtes til løsning af skriftlige matematiske opgaver, når faderen kom hjem fra sit virke som direktør på Aarhus Emballagefabrik.”
Billeder fra gymnasietiden. Til venstre ses Ole bagerst i midten og til højre ses den hårde kerne med Ole i mørk frakke.
”Efter studentereksamen var vel overstået og festerne ligeså, blev Ole og jeg enige om at tage en tur på stop gennem Tyskland, der stadig var præget af krigens bombardementer. Vi mødte mange forskellige mennesketyper, som tog os med på kortere eller længere stræk og kom til Harzen, hvor vi blev i den smukke by Goslar et par dage, inden vi vendte næsen hjem igen.
I slutningen af ferien kørte vi sammen til København for at begynde hver sit studium, men sås jævnligt f.eks.til middag på studenterkøkkenet, “Kannibalen”, eller til bridge, hvor vi sammen spillede mod andre par. Vi havde imidlertid begge valgt udfordrende studier, som krævede full attention, så det blev kun til mere sporadiske møder. Jeg husker dog den første påske (1953), hvor jeg besøgte Ole på hans værelse på Hagemanns kollegium, og hvor Carlsberg donerede en kasse påskebryg, som vi kun var ganske få til at dele. Det blev en morsom aften.”
Tradition med høj cigarføring
”Efter det første studieår fik triumviratet et generøst tilbud af Oles far. Vi måtte låne hans bil, en Opel Kaptajn, til en tur ned igennem Europa, og vi sagde selvfølgelig tak og fik en rigtig spændende oplevelse sammen. Et af højdepunkterne var en lun sommeraften på Markuspladsen i Venedig, hvor et 50 mands orkester spillede Smetanas Moldau koncert. Ferien var en god anledning til at befæste sammenholdet.
Det var også anledning til, at vi senere startede en årlig tradition, “Kardinalernes Middag”, der krævede smoking og høj cigarføring.
Efter Oles giftermål med Britt og mit lidt senere med Anne fortsatte vi med at ses med jævne mellemrum, men først da Ole overtog sin arvepart af Sostrup Gods og ombyggede forpagterboligen til en eksklusiv ferie-og arbejdsbolig, blev det muligt at mødes oftere også med Trolle, som nu boede på Fyn. En næsten fast tradition var nytårsaften, hvor Anne og jeg var gæster sammen med Ole og Britts børnebørn.
Det fortsatte, indtil Oles tragiske død i 2006.
Og hermed trådte musketereden i kraft for både Trolle og mig, idet Ole allerede i 1996 havde omdannet sin part af Sostrup Gods til et aktieselskab, hvor Bine og hendes to sønner var major shareholders med Ole som direktør.
Sostrup Slot
Trolle sad allerede i bestyrelsen, og da jeg boede nærmest ved Sostrup og selv havde en lille gård på Djursland, blev jeg anmodet om at bestride direktørposten, hvilket jeg naturligvis sagde ja til. Hermed kunne både Trolle og jeg hjælpe Bine med at føre godset videre. Det gik også ganske godt med juletræsdrift og landbrug som indtægt. Godset blev to år i træk hædret med Børsens gazellepris, hvilket ville have glædet Ole meget, ved jeg.”
