Efter knap to årtier i spidsen for Bygma A/S giver Klaus Hadsbjerg primo januar stafetten videre. Den nye adm. direktør for Bygma A/S bliver Michael Madsen, der kommer fra stillingen som regionsdirektør for Region Syd.

Med mere end 30 års erfaring i forskellige roller i Bygma er det en profil med Bygma og byggebranchen i blodet, der indtræder i direktionen, når Michael Madsen overtager posten som adm. direktør for Bygma A/S’ aktiviteter ved årsskiftet. De seneste 20 år har han været ansvarlig for Region Syd, der omfatter 13 forretninger, og han er således et naturligt valg som arvtager.

– Michael er et velkendt og respekteret navn både internt blandt kollegaer, eksternt blandt samarbejdspartnere og generelt i byggebranchen. Han har en lang historie i Bygma, der går helt tilbage til hans ungdom, udtaler Koncernchef Peter H. Christiansen og forstsætter:

– Han har over tid opbygget stærke faglige og menneskelige kompetencer, han har en enestående sans for at drive forretning – og ikke mindst besidder han et unikt kendskab til Bygma.

Nøglespiller i ny rolle

Efter 19 år som adm. direktør for den største danskejede leverandør til byggeriet giver Klaus Hadsbjerg 1. januar stafetten videre og træder i stedet ind i en direktørrolle i Bygma Gruppen, hvor han får til opgave at have det overordnede ansvar for to af koncernens udenlandske selskaber, Húsasmiðjan i Island og Bechcicki i Polen.

Peter H. Christiansen fremhæver Klaus Hadsbjergs store andel i Bygmas succes og er derfor også glad for, at han har valgt at fortsætte i Bygma-koncernen:

– Klaus har gennem næsten to årtier ydet en stor indsats for koncernen og været en nøglespiller i vores succes og vækst. Derfor glæder det mig, at han fortsat vil være tilknyttet koncernen, om end i en anden rolle og på nedsat tid, med fokus på vores aktiviteter i Island og Polen.