Forskere fra blandt andet Aalborg Universitet har udviklet Danmarks første sociale sårbarhedsindeks og risikoindeks som måler, hvordan oversvømmelser rammer befolkningen. Forskningen afslører, at nogle grupper – herunder ældre, børn og personer med helbredsproblemer eller begrænsede danske sprogfærdigheder – er særligt udsatte i tilfælde af oversvømmelser. Samtidig viser forskningen at der er betydelige forskelle i social sårbarhed og social risiko på tværs af Danmark.
Undersøgelsen er udført af forskere fra Det Danske Kystdirektorat, heriblandt Mia Cassidy Prall, der nu også er erhvervs-ph.d. ved Centre for Blue Governance på Aalborg Universitet. Her bruger hun resultaterne i det videre arbejde med at forstå, hvem der er mest udsat ved oversvømmelser. Mia Cassidy Prall siger:
”Vi fandt interessante mønstre i fordelingen af social sårbarhed og social risiko i Danmark. For eksempel er høj social sårbarhed generelt mere koncentreret i byområder. Desuden så vi til vores overraskelse, at mange bliver indirekte ramt af oversvømmelser, selv om de ikke bor i de direkte oversvømmede områder.”
Mia Cassidy Prall forklarer, at mennesker, der ikke bor i de oversvømmede områder, bliver ramt, fordi de mister adgangen til fx nødhjælp, skoler og hospitaler.
Ifølge Mia Cassidy Prall har kommunernes håndtering af oversvømmelsesrisiko og den efterfølgende klimatilpasning indtil nu været baseret på en vurdering af den økonomisk skade. Fokus har været på at bygge fysisk beskyttelse som fx kystmure, og de sociale konsekvenser af oversvømmelserne og klimaforandringerne har fået for lidt opmærksomhed.
Den gode nyhed er, at de sociale konsekvenser af oversvømmelser fremover vil blive inddraget i den nationale risikovurdering som en del af EU’s oversvømmelsesdirektiv. Det betyder, at risikoområder i Danmark nu vil blive vurderet ud fra både sociale og økonomiske konsekvenser. Mia Cassidy Prall siger:
”Inkluderingen af sociale data i implementeringen af EU’s oversvømmelsesdirektiv er et vigtigt skridt fremad i forståelsen af, at oversvømmelser har en indvirkning på mennesker og på socialt velvære. De sociale konsekvenser af oversvømmelser er særligt vigtige at forstå, da klimaforandringer i fremtiden vil medføre, at mange flere mennesker i Danmark bliver påvirket af oversvømmelser.”
Ifølge Mia Cassidy Prall vil de nye data om sociale konsekvenser af oversvømmelser gøre det lettere for kommunerne at forholde sig til oversvømmelsesrisiko og klimatilpasning på en måde, hvor de ikke kun måler de økonomiske tab, men også mindsker de negative konsekvenser oversvømmelserne har for mennesker. Dermed kan kommunerne i højere grad arbejde på at styrke den sociale modstandskraft.