De 16 kommuner bag Energnist I/S, som i mange år har drevet affaldsenergianlæg, som de fleste kender som forbrændingsanlæg, i Kolding og Esbjerg, har besluttet at omstrukturere deres samarbejde i lyset af ny lovgivning, der træder i kraft 1. januar 2025. Resultatet er etableringen af Energnist A/S – et selskab, der er gearet til at imødekomme fremtidens krav og muligheder.

Fra kommunal drift til kommerciel styrke
Fra 2025 skal affaldsenergianlæg drives på kommercielle vilkår, og kommunerne kan ikke længere forvente automatisk at kunne forbrænde deres eget restaffald på egne anlæg. Energnist A/S er skabt for at sikre, at både kommuner og borgere fortsat har adgang til effektiv og miljøvenlig affaldshåndtering, samtidig med at selskabet kan konkurrere på det nye marked.

“Energnist A/S er vores fælles løsning på fremtidens udfordringer inden for affaldshåndtering,” udtaler Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune og leder af den politiske styregruppen bag projektet. “Med fokus på bæredygtighed og innovation er vi overbeviste om, at Energnist bliver en vigtig drivkraft i den grønne omstilling.”

CO2-fangst og grøn innovation
Energnist A/S vil drive affaldsenergisanlæggene i både Esbjerg og Kolding, hvor banebrydende bæredygtige projekter allerede er i gang. Et af de mest ambitiøse tiltag er udviklingen af en CO2-fangstløsning på anlægget i Esbjerg.

”Bæredygtighed er en hjørnesten i Energnist A/S,” siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune, og fortsætter: “CO2-fangstprojektet er et konkret eksempel på, hvordan vi kan vende en udfordring til en kommerciel mulighed og samtidig reducere miljøpåvirkningen og bidrage til en grønnere fremtid.”

Klar til det kommercielle marked
Den erfarne strategiske rådgiver Kamma Eilschou Holm bliver ny bestyrelsesformand for Energnist A/S. Hun fremhæver, at selskabet er solidt rustet til at navigere i det kommercielle marked.

“Energnist A/S er skabt med ambitionen om at levere både effektiv drift og bæredygtige løsninger. Vi er klar til at tilbyde kunderne konkurrencedygtige og miljøansvarlige alternativer til håndtering af restaffald,” siger Kamma Eilschou Holm.

Fordele for samfundet og borgerne
Sammen med sin kerneopgave – affaldshåndtering med høje miljøstandarder – er Energnist A/S også forpligtet til at give tilbage til samfundet.

Med etableringen af Energnist A/S sikres en fremtidssikret platform for affaldshåndtering, der forener innovation, effektivitet og bæredygtighed.

Borgmestrene i de 16 ejerkommuner har givet håndslag på at sikre, at Energnist vil være en vigtig aktør i den grønne omstilling og selskabet konstant vil arbejde på at udvikle løsninger, der bidrager til en cirkulær og klimavenlig fremtid.

 

Fakta om Energnist A/S

De 16 ejerkommuner:

  • Billund, Esbjerg, Fanø, Fredericia, Hedensted, Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Kolding, Lemvig, Middelfart, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Varde, Vejle og Viborg.

Den nye bestyrelse:

Den nye bestyrelse i Energnist A/S har konstitueret sig som følger:

Formand: Kamma Eilschou Holm, Næstformand: Ib Lauridsen, borgmester, Ikast-Brande Kommune. Den øvrige bestyrelse består af Kenneth Jørgensen, CFO i Verdo, Anne Marie Søe Nørgaard, medlem af Byrådet i Herning Kommune, Jacob Bjørnskov Nielsen, medlem af Byrådet i Middelfart Kommune, Jakob Ville, medlem af Byrådet i Kolding Kommune, Henning Ravn, medlem af Byrådet i Esbjerg. Jan Fletcher Hansen og Haije van der Weij træder ind bestyrelsen som medarbejderrepræsentanter.