CO2-neutral biogas fra blandt andet husdyrgødning og biologiske restprodukter er en af nøglerne til at sikre den grønne omstilling af gassektoren. Den grønne gas spiller en afgørende rolle ved at omstille de dele af energisystemet, der ikke umiddelbart kan elektrificeres. Det er afgørende for at komme helt i mål med ambitionen om 70 pct. CO2-reduktioner i 2030.

Regeringen har nu sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet indgået en ny aftale, der giver mest mulig grøn gas for pengene. Aftalen sikrer bedre kontrol med støtteudgifterne og et lavere støtteniveau. Producenterne af biogas og andre grønne gasser skal nu for første gang deltage i udbud og konkurrere mod hinanden på støtteprisen.

”Der er brug for grøn gas for at kommer helt i mål med 70 %-ambitionen. Vi har særligt brug for grøn gas de steder, hvor el ikke kan erstatte sort energi, som for eksempel i grøn produktion af cement, fordi det kræver meget høje temperaturer. Med denne aftale skubber vi på for, at produktionen af CO2-neutral biogas stiger, mens støtteniveauet falder. Det gavner både den fælles pengekasse og klimaet,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

Gas støtteudbud det første af sin art

I Klimaaftalen for energi og industri fra 2020 er der afsat ca. 13,6 mia. kr. til støtteudbud til grøn gasproduktion frem til 2050. Den nye aftale fastlægger udformningen af første udbud. Først og fremmest skal der konkurreres om billigst mulig grøn gas til gasnettet. De to grønne gasformer, som er støtteberettigede i udbuddet, er opgraderet biogas og e-metan produceret med grøn brint. Hermed sikres klimaeffekten ved fortrængning af fossil naturgas. Konkurrencen forventes at presse prisen ned, så der kan produceres mere grøn gas for hver støttekrone.

Støtteudbuddet til grøn gas er det første af sin slags. Forskellen mellem udbuddet og udbudsrunderne for sol- og vindenergi er, at biogasproducenterne ikke er afhængige af vind og vejr, men selv i nogen grad kan skrue op og ned for produktionen. Derfor er den nye støttemodel baseret på et fast pristillæg, der tilskynder producenterne til at reagere på udviklingen i gasprisen. Det kan konkret være tilskyndelse til at skrue op for produktionen om vinteren, når der er brug for mere gas. Det er bedre for samfundsøkonomien. Samtidig giver et fast pristillæg fuld budgetsikkerhed for staten, idet støtten ikke stiger, hvis gasprisen falder.

I Venstre er vi glade for, at vi med denne aftale sætter skub i produktionen af biogas og andre grønne gasser. For hvis vi vil i mål med den grønne omstilling, skal vi have hele samfundet med. Og her spiller grøn gas en vigtig rolle – både når vi skal omstille den tunge industri, og når vi effektivt skal lagre energi til de perioder, hvor solen ikke skinner, og vinden ikke blæser,” siger Venstres energi- og forsyningsordfører Carsten Kissmeyer.

Den grønne omstilling skal gå hånd i hånd med et stærkt erhvervsliv, ligesom det er vigtigt, at vi ikke politisk lægger os fast på én bestemt teknologi men sikrer, at alle grønne teknologier kan fungere på markedet. Det er vores forventning, at denne aftale sikrer det. Og jeg glæder mig derfor over, vi har kunnet sikre et bredt flertal bag,” siger Dansk Folkepartis klima- og energiordfører Morten Messerschmidt.

”Enhedslisten lægger vægt på, at der efter første udbud om grønne gasser foretages en grundig evaluering. Vi finder det meget vigtigt, at der ikke gives for megen støtte til biogas i forhold til andre teknologier, og at der stramme op, så metanudslip fra biogas reduceres. Vi skal ikke understøtte energiteknologier, som ikke har tilstrækkelig klimaeffekt,” siger Enhedslistens klima- og energiordfører Søren Egge Rasmussen.

I Radikale Venstre ved vi, at den teknologiske udvikling går hurtigere, end vi kan forstille os på Christiansborg. Derfor har det også været vigtigt for os at få en evaluering efter første udbudsrunde, så også flydende brændsler som fx metanol kan støttes i fremtiden, og vores biogasressource udnyttes så effektivt som muligt,” siger Radikales klima-, energi- og forsyningsordfører Rasmus Helveg Petersen.

Det er vigtigt for Det Konservative Folkeparti, at aftalen tilskynder udvikling og brug af grønne gasser for størst mulig klimaeffekt, som skal være med til at gøre os fri fra importeret naturgas. Vi mener, at forsyningssikkerheden skal styrkes, og det bliver den med denne aftale. Vi er også glade for, at der er indbygget en evaluering af udbudsvilkårene efter første budrunde, så vi fremadrettet kan afprøve og justere modellen, så den får størst mulig gavn for danskerne og klimaet,” siger Konservatives ordfører for energi og forsyning, Katarina Ammitzbøll.

FAKTA

  • Aftalen om støtteudbud til grøn gas skal hjælpe med at sænke støttebehovet og bidrage til en reduktion af drivhusgasudledningerne med ca. 0,2 mio. ton CO2e i 2025 og 0,7 mio. ton CO2e i 2030.
  • Byderne skal konkurrere om at producere grøn gas til gasnettet med det mindst mulige støttetillæg.
  • De støtteberettigede gasser i første udbud er opgraderet biogas og e-metan produceret med CO2 fra opgraderingsanlægget tilført grøn brint.
  • Støttemodellen er baseret på fast pristillæg, hvilket giver fuld budgetsikkerhed for staten.
  • For at undgå unødig støtte indlægges et støtteloft ved ekstraordinært høje gaspriser.
  • Der er planlagt i alt seks udbudsrunder frem mod 2030, og støtten fra hvert udbud løber i 20 år. Til første udbudsrunde er der afsat 4 mia. kr., hvilket udgør knap 30 pct. af den samlede pulje på ca. 13,6 mia. kr.
  • Efter første udbud foretages en evaluering, og på den baggrund skal der, forud for senere udbudsrunder være en politisk drøftelse om evt. ændringer af udbudsdesignet og om, hvorvidt den økonomiske ramme bør omprioriteres i lyset af den teknologiske udvikling, markedsprisernes udvikling m.v.