Omsætning og resultat i andet kvartal var på linje med forventningerne, og AO vandt fortsat markedsandele.
Marginerne var under pres i april og maj, mens de i juni vendte tilbage til niveauet fra sidste år.
Som forventet var det et udfordrende marked i andet kvartal 2023. Bygge- og anlægsaktiviteter viste
svagere aktivitet i perioden. De mere normaliserede priser på konventionelle energikilder som gas og olie
samt udskydelsen af tilskudsordninger reducerede efterspørgslen på varmepumper. Stigningen i
renteniveauet dæmpede ligeledes aktiviteten i markedet
B2B-aktiviteterne havde fortsat vækst i første halvår, hvor der opnåedes et salgsindeks på 106,5. Som
ventet var marginerne lavere grundet store engangsindtægter fra prisstigninger i 2022. I B2C-segmentet
reagerede de private forbrugere kraftigere på prisinflationen, og den faldende efterspørgsel fra første
kvartal fortsatte ind i andet kvartal. Salget i B2C-segmentet var i indeks 85,5 i første halvår 2023.
Omsætningen i andet kvartal 2023 var 1.266,1 mio. kr. i forhold til 1.318,8 mio. kr. i andet kvartal 2022.
Salgsindekset for andet kvartal var 96 med et indeks på 98 i B2B-segmentet. Justeret for antallet af
arbejdsdage og den negative påvirkning fra valutakurser var B2B segmentet i indeks 100 i andet kvartal.
B2C-salgsindekset endte på 83 i andet kvartal. Omsætningen var på niveau med forventningerne for 2023.
For første halvår var omsætningen 2.670,3 mio. kr., hvilket er 100,2 mio. kr. eller 3,9% mere end for samme
periode sidste år.
Bruttoavancegraden for andet kvartal 2023 var 0,9 %-point lavere sammenlignet med andet kvartal 2022.
Den væsentligste årsag til reduktionen var den store engangsindtægt i 2022 drevet af prisstigninger.
Bruttoavancen i andet kvartal var 24,6 mio. kr. lavere end sidste år grundet den lavere margin og marginalt
lavere omsætning.
EBITDA for andet kvartal 2023 var 92,6 mio. kr. svarende til en EBITDA-margin på 7,3 %. I samme periode
sidste år var EBITDA 119,4 mio. kr. med en margin på 9,1 %. I første halvår var EBITDA 214,5 mio. kr.
svarende til en EBITDA-margin på 8,0 % sammenlignet med 230,3 mio. kr. og 9,0 % for første halvår 2022.
Resultat før skat (EBT) var for andet kvartal 57,5 mio. kr., hvilket er 33,4 mio. kr. lavere end i andet kvartal
2022. For første halvår var resultat før skat 140,8 mio. kr., hvilket er 36,0 mio. kr. lavere end i samme
periode 2022. Resultat før skat er påvirket af stigende afskrivninger med 7,0 mio. kr. og højere finansielle
omkostninger med 13,3 mio. kr.
Pr. 30. juni 2023 udgør gruppens totale aktiver 3.345,5 mio. kr., hvilket er en stigning på 146,3 mio. kr. i
forhold til samme tidspunkt sidste år. Stigningen er primært relateret til investeringer i anlægsaktiver samt
et højere niveau af varebeholdninger og tilgodehavender fra salg.
Egenkapitalen var 1.370,6 mio. kr. pr. 30. juni 2023, hvilket svarer til en stigning på 115,1 mio. kr.
sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Soliditeten var 41,0 % i forhold til 39,2 % pr. 30. juni 2022.
AO har genvurderet den økonomiske levetid for de automatiserede lagre. Den ændrede økonomiske levetid
for automatiserede lagre reducerer afskrivningerne i 2023 med ca. 17 mio. kr.
Forventninger til 2023
Første halvår 2023 bekræftede forventningerne om et stærkt første kvartal og et lavere andet kvartal. De
opdaterede forventninger til 2023 er som følger:
Omsætningen ventes i niveauet 5.350-5.500 mio. kr. mod tidligere udmeldt 5.250-5.450 mio. kr.
EBITDA ventes uændret at være 435-465 mio. kr.
EBT ventes uændret at være i niveauet 300-330 mio. kr. Grundet de ændrede forudsætninger for
afskrivninger, som påvirker med ca. 17 mio. kr. i 2023, ventes EBT nu at være i den høje ende af intervallet
på 300-330 mio. kr.
Forventningerne er baseret på en formodning om, at efterspørgslen vil blive negativt påvirket af prisinflation
og højere renteniveauer. Disse faktorer ventes at reducere aktiviteten i byggebranchen generelt, men
særligt på nye projekter. Omsætningsvæksten forventes at være flad eller svagt negativ i andet halvår af
2023. Marginerne ventes at være lidt lavere end i 2022