Der ligger et stort, klimamæssigt potentiale i at renovere vores bygninger frem for at rive ned og bygge nyt. Men de nye værktøjer og løsninger, som også kan gøre selve renoveringen mere klimavenlig, mangler på markedet. Derfor åbner Realdania nu for et tema-call i indsatsen Innovation til marked – særligt målrettet virksomheder, som ligger inde med fremtidens løsninger på den grønne renovering.

Dagens VVS giver skulderklap til Realdania for nytænkning og for at få de nye “unge” virksomheder med.
Deadline for ansøgning er 3.okotber 2022.

Baggrund

Byggesektoren tegner sig globalt for ca. 40% af verdens CO2 udledning, heraf stammer 28% fra energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse. Undersøgelser peger samtidig på at renovering af eksisterende bygninger på kort og ofte også langt sigt har et mindre klimaaftryk end nyt byggeri, der er tænkt bæredygtigt fra starten. Vi har en fælles opgave i at mindske klimaaftrykket markant og samtidig skabe tidssvarende boliger, der respekterer og bygger videre på fortidens kvaliteter.

I Danmark udgør boligbyggeriet ca. 2/3 af det bebyggede areal. Særligt bygninger fra før 1977 er vigtige at se nærmere på, da de er opført før bygningsreglementet stillede egentlige energikrav, og da de også af andre grunde står overfor gennemgribende renoveringer de kommende år. Markedet for klimavenlige renoveringer er stort. Men det er også svært at tilgå. På EU-plan vurderes det, at kun 1% af bygningsmassen årligt omfattes af energirenoveringer og at kun 0,2% af bygningsmassen gennemgår omfattende energirenoveringer (renoveringer der reducerer energiforbruget med mindst 60%).

Med dette call ønsker Realdania at støtte en både teknisk og kommerciel udvikling af materialer, produkter samt kortlægnings- og udførelsesmetoder til, renoveringstiltag, der kan mindske klimabelastningen i et livscyklusperspektiv.