I Thisted får områdets håndværkerne snart endnu lettere adgang til kvalitetsmaterialer og professionel rådgivning. Den nye Bygma-forretning er nemlig strategisk placeret, så det bliver muligt for den danskejede materialeleverandør at effektivisere leverancer og nå endnu hurtigere ud til kunderne, fortæller regionsdirektør hos Bygma Midt, Peter Gellert:

– Jeg glæder mig til, at vi snart kan slå dørene op til Bygma Thisted, og rejsegildet er en vigtig milepæl, fortæller han og fortsætter:

– Placeringen på Bødkervej 16 er perfekt, da det bringer os endnu tættere på vores kunder og styrker vores i forvejen solide lokale forankring. De nære relationer til vores kunder og det gode samarbejde med lokalområdet er netop det, der gør Bygmas position på markedet så unik.

Det nye bygge- og logistikcenter er DGNB Guld-certificeret og kommer til at servicere hele Thisted og omegn, hvilket i særdeleshed kommer Bygmas kernekunder – håndværkerne – til gavn.

Lokale håndværkere fortjener anerkendelse

DGNB Guld-certificeringen kræver grundig forberedelse og stiller store krav til både materialer, dokumentation, processer og ikke mindst til samarbejdspartnere. Derfor er direktør i Bygma Thisted, Søren Bech Rasmussen, også meget stolt og tilfreds med, at byggeriet nu er kommet så langt, at der kunne holdes rejsegilde:

– Vi har rejst de fire bygninger til forretningen, og rejsegildet er en velfortjent anerkendelse af de dygtige, lokale håndværkere, der har arbejdet hårdt og effektivt, siger han og uddyber:

– Det går rigtig stærkt nu, og byggeriet tager for alvor form, hvilket også er grunden til, at vi holdt os til at invitere håndværkere og naboer med til gildet. Man kan kalde det en slags opvarmning til den store åbningsfest senere på året.

Lokale investeringer og et tilpasset sortiment

Søren Bech Rasmussen ser også den tillidsfulde relation til kunderne og lokalområdet som en afgørende faktor for forretningen i Thisted. Derfor har det også været en prioritet at bygge stort og vise, at Bygma gerne vil investere i området:

– Selvom vi er en stor, landsdækkende virksomhed, er det stadig vigtigt for os at være til stede lokalt, og det gør vi både ved at sponsorere lokale fodboldklubber, men også ved at tilpasse vores sortiment til kundernes behov. Vi vil gerne kunne forsikre håndværkerne om, at vi altid har det, de skal bruge i forretningen, pointerer han og fortsætter:

– Byggeriet er jo ikke er færdigt endnu, men vi er allerede begyndt at servicere kunderne fra en lille vogn på pladsen. Vi synes, at det er fedt at kunne følge med i byggeriet helt tæt på, og har allerede mange kunder, der kører forbi. Vi har også egen lastbil, så vi kan køre ud og servicere deres sager, afslutter han.