Energistyrelsen har udarbejdet to strategiske miljøvurderinger i forbindelse med CO2-lagring på land og kystnært, der er sendt i offentlig høring. Samtidig afholder styrelsen en række borgermøder hvor der er mulighed for at kommentere miljøvurderingerne.

Et bredt flertal af Folketingets partier har besluttet, at Danmark skal kunne fange en stor del af den CO2, vi udleder og lagre den i den danske undergrund på steder, hvor der er gode vilkår.

Derfor indledte Energistyrelsen i efteråret arbejdet med de strategiske miljøvurderinger i forbindelse med CO2-lagring på land og kystnært og afholdte en offentlig høring og en række borgermøder om en afgrænsning af miljøvurderingen i forhold til CO2-lagring på land og kystnært.

Energistyrelsen har nu undersøgt og strategisk miljøvurderet otte områder på land og kystnært, hvor der er de rette vilkår for at kunne lagre CO2 i undergrunden. Undersøgelsen har resulteret i en miljørapport, som nu sendes i offentlig høring.

Derudover har Energistyrelsen strategisk miljøvurderet den kommende bekendtgørelse, der vil danne lovgrundlaget for at muliggøre tidsbegrænsede pilot- og demonstrationsprojekter med injektion på under 100 kton CO2, inden for de samme geografisk afgrænsede områder omfattet af planen.

Miljørapporternes resultater

Miljørapporternes vurderinger afspejler, at de planlagte områder overordnet set er velegnede til at gennemføre den politisk besluttede CO2-lagring i Danmark. Den danske undergrund har et væsentligt geologisk og teknisk potentiale til lagring.

Samtidig er der i planen overordnet taget højde for de EU-beskyttede Natura 2000-områder ved en differentieret udpegning, hvor der skelnes mellem den geografiske udstrækning af reservoiret i undergrunden og den geografiske udstrækning af de arealer på overfladen.

Påvirkningerne fra de aktiviteter, som planen muliggør, i forhold til miljøforholdene på land og kystnært i og omkring de udpegede områder vil afhænge af, hvor og hvordan injektions- og lagringsaktiviteter efterfølgende vil blive gennemført.