”Vi arbejder allerede på en række vigtige projekter i Grønland inden for blandt andet forsvar, kritisk infrastruktur og udvinding af kritiske råstoffer, og behovet for store investeringer i forsvar, resiliens og udvikling i Grønland ser kun ud til at blive større i de kommende år,” siger Group CEO Jens Højgaard Christoffersen.
COWI har arbejdet i Grønland i mere end 60 år på blandt andet forsvar- og infrastrukturprojekter, hospitalsbyggerier og byudvikling.
”En velfungerende og sikker infrastruktur er vigtigere end nogensinde. Det gælder lufthavne, veje og havne såvel som digital infrastruktur og forsyningssikkerhed, hvor der blandt andet er potentiale i udvinding af kritiske råstoffer og vedvarende energi. Vi ser frem til i endnu højere grad at bidrage til at forbinde landet og styrke sammenhængskraften ved at trække på vores mangeårige erfaring fra hele Arktis,” siger Jens Højgaard Christoffersen.
Lokalt kendskab en fordel
Lasse B. Mousten, der tiltræder som Managing Director for COWI i Grønland, har boet de seneste 18 år i landet.
”COWI har en lang erfaring med projekter i Grønland, blandt andet sammen med de grønlandske kommuner, Naalakkersuisut, Digitaliseringsstyrelsen (Aqutsisoqarfik) og Sikuki Nuuk Harbour. Som lokalt forankret rådgiver har vi en endnu bedre mulighed for at øge samarbejdet med erhvervslivet og styrke det nære forhold til kunder og samarbejdspartnere,” siger han.