Det nye Danfoss House står klar i 2023, og bliver på en og samme tid boligbyggeri og test- og demonstrationscenter for Danfoss’ energieffektive teknologier. Ambitionen er at opnå den højeste bæredygtighedscertificering på et helt almindeligt boligbyggeri i tegl og beton.

Det er Danfoss og Bitten og Mads Clausens Fond, der nu opfører et af verdens mest bæredygtige boligbyggerier med gængse byggematerialer og allerede udviklede energieffektive teknologier.

Den 13. maj var Bitten & Mads Clausens bryllupsdag. De blev gift i 1939, og Bitten & Mads Clausens Fond afslører i dagens anledning, at det nye hus, der opføres ved sundet i Sønderborg kommer til at hedde Danfoss House.

Sammen med PFA Pension indviede Bitten & Mads Clausens Fond i 2019 det firestjernede hotel Alsik, hvor energiforbruget er sænket til under en fjerdedel af det normale forbrug for den type bygninger ved hjælp af energieffektive løsninger, som Danfoss har installeret. Et stenkast derfra bygges nu Danfoss House, der opføres i fire etager. Ambitionen er, at Danfoss House skal opnå DGNB platin-certificering, som er den højeste bæredygtighedscertificering inden for den globalt anerkendte DGNB standard. Her måler man et byggeri på fem faktorer; miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet og proceskvalitet. Kun 12 boligbyggerier i verden har opnået DGNB platin-certificering.

Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) står bygninger for over en tredjedel af verdens samlede energiforbrug og 40% af alle CO2-udledninger. Ambitionen er, at Danfoss House skal være så tæt på CO2-neutralt som muligt og et levende Application Development Center (ADC), hvor Danfoss løbende kan videreudvikle og teste nye teknologiske løsninger sammen med beboerne.

Danfoss House får både central og decentral varmesystem for finde den optimale balance. Huset får også både gulvvarme- og køling fra henholdvis fjernvarme og havvandskøling. Derudover bliver ejendommen et smart-home, hvor alle elementer taler sammen. Det er også planen at installere Danfoss Leanheat, som er en løsning, der bruger kunstig intelligens til at overvåge og købe grøn strøm, når strømmen er billigst. Derudover fremtidssikres huset teknologisk med store teknikskakte, der gør det muligt at opgradere alle installationer og løsningerne.

Danfoss og Bitten & Mads Clausen Fond vil med byggeriet vise, at det er muligt at bygge til den højeste bæredygtighedscertificering med den teknologi, der allerede findes i dag. Danfoss House bygges derfor i tegl og beton, som er det mest anvendte i vores del af verden, men med bæredygtige valg inden for de to materialer – blandt andet ved at købe materialer lokalt og med genbrug som en vigtig faktor.

Bravo Danfoss.