Næsten 50 lande var samlet i København til May Ministerial Meeting on Implementation. Målet med mødet var at genskabe det globale momentum og politisk fokus i håndteringen af den globale klimakrise – også i en tid, hvor Ruslands invasion af Ukraine kun har understreget behovet for globalt sammenhold.
Det britiske COP26-formandskab og det egyptiske kommende formandskab for COP27 havde bedt Danmark være vært for mødet.
”Det har været et privilegium at være vært for så mange engagerede kolleger fra hele verden. Vi har set hinanden i øjnene og er enige om, at vores ambitiøse beslutninger fra COP26 står ved magt – og der skal leveres på løfterne. Med Ruslands invasion af Ukraine er forsyningssikkerhed og energiuafhængighed kommet øverst på dagsordenen. Samtidig raser klimakrisen. Derfor skal vi kæmpe for at fastholde momentum og udfasningen af fossil energi. Vi har meget, vi skal nå, men vores drøftelser på dette ministermøde har lagt et afgørende fundament frem mod COP27 i Sharm el-Sheik,” siger klimaminister Dan Jørgensen.
Ord er ikke nok – alle skal handle
Mødet i København understregede landenes engagement på klimadagsordenen. Mantraet var, at ord ikke er nok. Alle lande skal handle for at indfri løfterne fra COP26. Alle lande forpligtede sig på COP26 til at genbesøge deres klimamål i 2022 og sikre sig, at de er i overensstemmelse med Parisaftalen. Dét var et centralt omdrejningspunkt for mødet i København.
Mødet fandt desuden sted i forlængelse af FN’s Klimapanels seneste delrapporter, hvor videnskaben har talt sit tydelige sprog. Blandt konklusioner er, at ambitionerne skal øges – både i forhold til reduktioner, bedre tilpasning, mere støtte til de mest sårbare og håndtering af de skader, som klimaforandringerne skaber.