Vindmøller, solceller og snart Power-to-X-anlæg opsættes over alt i det danske land, men de store anlæg bliver ikke altid godt modtaget af de lokale. Det kan bremse den grønne omstilling, og det er et underbelyst emne i forskningen, ifølge lektor Julia Kirch Kirkegaard fra DTU Wind.
Hvornår opstår der typisk lokal modstand mod store anlæg til grøn omstilling?
Det opstår typisk i planlægningsfasen, når der inviteres til borgermøder, eller projektet bliver annonceret. Det sker, fordi folk efterhånden har en meget stor mistillid til, hvordan processerne foregår, og de lokale føler ikke, de bliver inddraget nok.
Man kan ikke sætte vindmøller eller solcelleparker op, medmindre man har en kontrakt med en lodsejer og har adgang til jorden, og Danmark er jo et lille land, så der er kamp om pladsen. Det betyder, at der sker en masse hemmelige aftaler mellem projektudviklere og lodsejere, og folk føler, at de bliver ført bag lyset, og der faktisk er minimal mulighed for at påvirke processen. Det bliver spil for galleriet, hvis beslutningen allerede er truffet.
Så det handler om mere end, at folk synes, at det er grimt at se på?
Det er meget sjældent, at det bunder i, at det er grimt eller støjer for meget. Ofte er det følelsen af at blive tromlet hen over og ikke få en reel chance for at få indflydelse. Derudover giver de store projekter sjældent værdi tilbage til lokalsamfundet.
Hvad bunder modstanden i?
Når man ser på det historisk, så bunder noget af modstanden i, at der har været så stor en teknologisk udvikling, hvor vindmøllerne er blevet enormt store og utroligt dyre. I 70’erne og 80’erne opstod der små, lokale andelslaug, der opførte små vindmøller. Det var ofte lokale bønder, der gik sammen med højskolefolk og bankede nogle vindmøller op, og så tjente de lidt på det.
Men i dag har udviklingen skubbet de små aktører ud, og i stedet er det store, internationale virksomheder med mange penge på kistebunden, der bygger og opsætter vindmøller. Det er ikke, fordi vi skal gå tilbage til de gamle andelsdage, men det er værd at diskutere, om man kan få skabt noget lokalt medejerskab på en eller anden måde.
Hvor stort er problemet?
Siden 2001 har man oplevet stigende modstand, og i 2022 blev der nærmest ikke stillet nogen vindmøller op på land. Tal fra Energistyrelsen har vist, at hvert femte vindmølleprojekt på land er blevet droppet siden 2009 på grund af borgerprotester. Klimaminister Lars Aagaard har også sagt, at vi ikke når vores klimamål – bl.a. målet om at firedoble sol- og vindenergi på land – hvis vi ikke får løst det her problem.
I den nærmeste fremtid skal der opføres energiøer og Power-to-X-anlæg rundt om i Danmark. Hvordan tror du borgerne vil tage imod dem?
Det er ret vildt, hvor meget Power-to-X-anlæg kommer til at fylde, og jeg tror ikke, det er gået op for folk endnu, at det ret drastisk kommer til at ændre, hvordan Danmark ser ud. Jeg talte med en lokal planlægger i Jylland, der fortalte, at der skal opføres anlæg på størrelse med 2.000 fodboldbaner, og det er jo en re-industrialisering af det danske landskab. Så borgerprotesterne er ikke et problem, der bliver mindre lige foreløbig.
Hvad er løsningen?
Der er desværre ikke nogen ’silver bullet’, der kan fikse det hele. Men der er brug for en uvildig aktør i processen, der ikke bliver anklaget for at have en skjult agenda. Energistyrelsen har for nylig genoprettet et rejsehold for vedvarende energi, der skal tage rundt og hjælpe kommunerne, som jo sidder med meget af ansvaret for, hvad der skal udvikles på land, og bøvler med den lokale modstand. Det kan være en start til at sætte en anden slags borgermøder op.
Man bliver nødt til også at kigge på, hvordan man designer udbudssystemet, så der er plads til projekter, som ikke er storskala, men faktisk skaber en anden form for værdi end blot økonomisk. Nogle projekter kan måske konkurrere på at give noget tilbage til lokalsamfundet samtidig med, at borgerne føler, at de er involveret og med til at gøre en forskel i den grønne omstilling. Man kan også lave en form for medejerskab, så de lokale får del i overskuddet, eller der oprettes en lokal fond.
Må folk give nogle afkald i den gode sags tjeneste, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling?
Der er ingen tvivl om, at der er behov for, at tingene går hurtigt, og at vi også har behov for de større vindmølleparker, men folk accepterer ikke bare at få et hold kæft-bolsje og en kompensation. Der skal stadig være plads til de lokales engagement og reel inddragelse. Hvis vi bare kaster teknologien efter borgerne og beder dem om at acceptere det, så kommer modstanden tilbage som en boomerang.
Så vi bliver nødt til at tænke innovativt og tage kommunikationsopgaven meget seriøst – det går ikke bare at sige, ’vi er eksperterne, så vi ved bedst’. Ellers har vi ikke set toppen af modstanden endnu.
