Pressalits nye CSO er optimistisk, har visioner -og han har noget at have det i. 

Efter tre år i bestyrelsen er Jan Warrer nu klar til at træde ind i ledelsen hos Pressalit. Han har i løbet af sin bestyrelsestid rådgivet virksomheden om bl.a. vækststrategier, og nu har ledelsen tilbudt ham rollen som Chief Sales Officer, så han selv kan implementere strategien. Det har han sagt ja til, og onsdag den 1. november tiltrådte han officielt posten.

Jan Warrer har arbejdet i byggebranchen gennem hele sin karriere, og kommer med erfaring som bl.a. indkøbsdirektør hos Saint Gobain og senest fra en stilling som salgsdirektør for det europæiske marked hos Grundfos. Han har altså et indgående kendskab til salgskanalerne samt en solid viden om beslutningsprocesserne på kundesiden.

Jan Warrer bliver global salgsansvarlig og har store ambitioner på Pressalits vegne:

– Pressalit har et kæmpe vækstpotentiale – særligt inden for tilgængelige badeværelsesløsninger. Vi har efter min mening potentiale til at vækste til dobbelt størrelse, og det er den slags vækst, jeg kommer til at arbejde hen imod som global salgsansvarlig, fortæller han og uddyber:

– Med en tydelig vækststrategi samt målrettet implementering, er jeg sikker på det kan lade sig gøre. Sammen med ledelsen er vi allerede i gang med at forme en ambitiøs femårsstrategi, og jeg glæder mig til at sætte den i værk som en del af Pressalit.

Privat bor Jan i Randers sammen med sin kone, som han har to voksne sønner med. Han har en stor passion for champagne og nyder at lytte til musik og tage på Skanderborg Festival i august.