Pressalit tænker utraditionelt og nyt. Godt gået Pressalit.
Den traditionelle toiletspand, ofte placeret på gulvet ved siden af toilettet, afdækker langt fra de behov, den er sat i verden for. Tværtimod kan den være kilde til frustrationer og udfordringer blandt især kvinder i forbindelse med deres badeværelsesrutiner.
Det stod klart for Pressalit efter afholdelsen af en workshop, hvorefter det blev besluttet at skabe et alternativ til det nuværende udbud: en toiletspand til kvinder.
Resultatet er den nye og innovative Pressalit vægspand 1090, der netop er blevet lanceret.
— Der er det grundlæggende problem med toiletspande i dag, at de ikke tager højde for kvinders badeværelsesrutiner. Det har vi ønsket at lave om på med vores nye vægspand, som er designet af kvinder til kvinder,” forklarer Holger Søe Plougsgaard, Senior Product & Innovation Director hos Pressalit.
Nem betjening med hænderne fulde
Kvinders badeværelsesrutiner, og dermed også brugen af toiletspanden som redskab, forekommer langt hyppigere end mænds. Derfor giver det god mening at se på alternativer til de traditionelle toiletspande på markedet, som ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de forskelligartede behov, der opstår på badeværelset, når det kommer til funktionalitet og anvendelse.
— Kvinders rutiner er ganske forskellige, men fælles for dem er, at det ofte kan være svært eller helt umuligt at træde på en fodpedal, mens man udskifter bind eller tampon. Derfor har vi designet en toiletspand, som er nem at betjene med tippen af en finger – både stående og siddende på toilettet – og som forbliver åben så længe, der er brug for det. Således understøtter vi bedst muligt kvinders behov på badeværelset, siger Anne Mette Tygesen, der er designeren bag Pressalits nye vægspand.
Hun nævner ligeledes, at det er vigtigt at holde fokus på hygiejnen, så man ikke behøver røre unødigt meget ved låget på en toiletspand, der potentielt kan være fyldt med bakterier.
Vægspanden fra Pressalit er nem at betjene og kan åbnes med en let berøring med fingerspidserne, og så er den nemmere at nå i kraft af sin position på væggen frem for gulvet. Spanden lukker også først, når man efterfølgende med et let tryk, lukker den i.
Bæredygtighed og funktionalitet forenes
Funktionalitet har ikke været det eneste fokusområde i udviklingen af vægspanden. Det har også den bæredygtige tænkning, hvor der i produktudviklingen har vist sig nye muligheder.
— Det har været vigtigt for os at skabe en løsning, der, udover at opfylde en række specifikke behov, har et bæredygtigt perspektiv. Derfor traf vi en beslutning om, at vægspandens inderspand skulle produceres i genanvendt plastaffald, så den efter endt levetid kan genbruges igen og igen, siger Senior Product & Innovation Director Holger Søe Plougsgaard.
Derudover kan spanden anvendes både med og uden pose, hvis man ønsker at spare endnu mere på affaldet. Inderspanden har nemlig afrundede kanter og er derfor nem at rengøre med vand og tørre af igen.