Regnskabet for Nyborg grossisten, Frederik Nielsens eftf. Nyborg A/S er ikke sindsoprivende spændende. Det er en lille lokal grossist, der stort set ikke tjener penge, men alligevel har hjerte på rette sted ved at støtte lokale foreninger i Nyborg. “Fordi det gode foreningsliv fortjener opbakning”, som de siger.

Derudover støttes Kræftens Bekæmpelse, Julemærkehjemmene samt Danmarks Naturfredningsforening.

Og det sker på baggrund af en bundlinie, der ligger tæt på nul. Og har ligget det gennem mange år.

I 2023 var resultatet før skat minus 0,5 mio. kr. året før var det et overskud på 145.000.

Der er 4. og 5. generation, der fører virksomheden fra 1905 videre. Der er 11 medarbejdere, og de fik  skabte en bruttoavance på 4,9 mio. kr.

Det var 13 %  dårligere end året før, og det er så det, som ses på den negative bundlinie

Både varelager og udestående hos kunder er faldet med 0,3 mio. til henholdsvis 4,6 mio. og 1,5 mio. kr., så det lille regnskab ser ud til at være i kontrol, bortset fra den negative bundlinie.

FNE, som de kalder sig selv kort, oplyser ikke omsætning, men et bud er omkring 25-30 mio. kr.

Virksomheden er med en egenkapital på 14,4 mio. kr. solid, historisk og med godt hjerte.