”Klimadata for renovering” er navnet på et nyt projekt, der skal samle viden og data, der gør det nemmere at vurdere klimabelastningen ved renoveringer. Projektet er igangsat af Realdania. Et tværfagligt team, der skal drive projektet, er netop blevet udvalgt.

Renovering er et vigtigt skridt på vejen mod lavere CO2-udledning i byggeriet, men det skal gøres rigtigt, hvis det skal gøre en forskel. Det er vigtigt, at vi ikke ender med at udlede store mængder CO2, mens vi renoverer – der er ganske enkelt brug for mere viden om, hvad renovering koster på klimakontoen.

Mange metoder, beregningsforudsætninger og referencedata til bygningers levetid er udviklet til nybyggeri, og de egner sig ikke umiddelbart til at udføre såkaldte livscyklusanalyser på renoveringer. Der findes foreløbigt få nøgletal for klimabelastning fra forskellige renoveringer. Desuden findes der stort set ingen data på, hvordan det påvirker anlægsøkonomien, når der stilles klimakrav til renovering.

”Klimakrav fylder mere og mere i byggeriet – men der er hårdt brug for at kvalificere klimaindsatsen i renoveringsprojekter. Med projektet her skal vi for eksempel have styr på en lang række forudsætninger i forhold til LCA-metoder og mulighederne for at sammenligne med nybyggeri. Vi skal give vores bud på, hvor lav en klimabelastning man kan sætte som mål, og så skal de økonomiske forhold belyses for at gøre en klimaindsats i renoveringsprojekter både ambitiøs og realistisk,” siger Thomas Waras Brogren, projektchef i Realdania.

Tværfagligt team udvalgt til at drive projektet

I starten af året bad Realdania en række fagteams om at komme med deres bud på, hvordan opgaven kan løftes. Valget er endt på et tværfagligt team bestående af Arkitema, COWI, BUILD og Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

”Vi håber, at projektet kan klæde hele byggebranchen bedre på til at træffe de rigtige valg og styrke klimaindsatsen ved at dele den nyeste viden, som det valgte projekthold skal skabe i samarbejde med flere andre i byggebranchen” siger Thomas Waras Brogren, projektchef i Realdania.

”Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang. Det er et både vigtigt og spændende projekt, som taler ind i den klimadagsorden, som er helt afgørende for byggeriets aktører i de her år,” siger Abelone Køster, projektets koordinator, fra COWI.

’Klimadata for renovering’ bliver udviklet i dialog med flere aktører fra byggebranchen, og den viden, der opnås gennem projektet, deler Realdania med alle interesserede. Er du interesseret i at følge projektet helt tæt på, så kontakt Thomas Waras Brogren for at høre mere.