Et indlæg af Danvaks tidligere formand Lars Sønderby Nielsen har skabt debat på linkedIn i juli måned. Og det fortsætter her i august, hvor direktøren for Næstved Fjernvarme Jens Andersen siger:
“Den største udfordring i energidebatten er at alt for mange i centraladministrationen, politikere, journalister, diverse meningsdannere m.fl. ganske enkelt ikke forstår sammenhængskraften i energisystemet, hvor fjernvarmesystemet løser mange andre udfordringer end blot at varme.”
Nedenfor følger Lars Sønderby Nielsens indlæg:
“Kære Ole P. Kristensen,
Jeg blev både trist og forstemt af at læse din leder d 18/07. Trist fordi den ufrivilligt udstiller det naturvidenskabelige dannelsestab, som martrer samfundets beslutningsprocesser. Forstemt fordi jeg umiddelbart har højere forventninger til en leder i Berlingske.
Det væsentlige er at skelne mellem en energikilde og infrastruktur. Naturgas er en energikilde. Fjernvarme er infrastruktur. Hvis vi ikke sondrer klart mellem disse to ting, opstår der en række følgefejl. Et fjernvarmenet er en fremtidssikker og robust infrastruktur, som er uafhængig af morgendagens energikilder. Men fjernvarme indebærer en række store fordele, uanset hvordan vi skal opvarme vores bygninger i fremtiden. Det skyldes de grundlæggende fysiske love, som er beskrevet i termodynamikkens hovedsætninger. Med fjernvarme kan vi udnytte energi af lav kvalitet (lav exergi) til opvarmning. Det betyder, at vi kan fortrænge store mængder af andre energikilder af høj kvalitet (høj exergi). For forbrugeren er fysikken selvfølgelig irrelevant, men vi kan ikke snyde naturlovene, og de grundlæggende forhold vil afspejles direkte i både varmepris og miljøbelastning.
Konkret betyder det, at hvis vi i fremtiden får overflod af grøn strøm fra solceller og vindmøller i elnettet, skal det kombineres med stores kollektive varmepumper, som er mere effektive end individuelle løsninger. Det kræver et veludbygget fjernvarmenet. Hvis visionerne om grønne brændstoffer produceret med el via PtX bliver realiseret, vil det give store mængder overskudsvarme, som bør anvendes til opvarmning. Det kræver også et veludbygget fjernvarmenet. Hvis elforsyningen engang i fremtiden baseres helt eller delvist på a-kraft, vil dette også give store mængder overskudsvarme, hvilket ligeledes kræver et veludbygget fjernvarmenet. Biomasse vil spille en væsentlige rolle i vores energiforsyning fremover, hvilket også kræver fjernvarme. Endelig bør vi faktisk starte med de lavthængende frugter i form af udnyttelse af overskudsvarme. Dette kan heller ikke lade sig gøre uden fjernvarme.
Politikerne skal selvfølgelig ikke vælge teknologi ved ”cherry picking”. Men politikerne skal træffe kloge valg for vores infrastruktur og vælge robuste løsninger, som netop er teknologiafhængige. Fjernvarmen er præcis dette. Årsagen er de helt grundlæggende fysiske love, som politikerne ingen indflydelse har på.
Med venlig hilsen
Lars Sønderby Nielsen
Civilingeniør, MBA
NB: Vi er enige i, at naturgas distribueret til direkte rumopvarmning var en fejlbeslutning. Ingen politiker med bare rudimentært kendskab til termodynamikkens 2. hovedsætning ville have støttet en sådan beslutning.