Brændstof er steget med 66 pct., jern og stål med 61 pct. og aluminium med 31 pct. Over hele linjen er der massive prisstigninger på de materialer, som især byggebranchen anvender. Samtidig er der udsigt til yderligere stigninger i de allerede rekordhøje priser. Det skyldes bl.a. problemerne med at få især jern og stål fra Rusland.

Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Typisk vil sådanne prisstigninger ende hos kunderne, men det er ikke helt så ligetil, siger Lasse Lundqvist, konsulent i SMVdanmark.

”I øjeblikket hersker der usikkerhed i bygge- og anlægsbranchen. For når man ikke kender de fremtidige materialepriser, er det svært at afgive et tilbud til en kunde. Derfor er det vigtigt, at man som håndværker for så vidt muligt forsøger at tage højde for dette, når man udarbejder et tilbud,” siger han.

Analysen ser også på, I hvor høj grad de enkelte materialer bliver anvendt. Fx prisen på træ er steget med 20 pct., hvilket er noget mindre end andre byggematerialer, men da træ udgør 17 pct. af materialeforbruget i håndværkerens indkøbskurv, kan det mærkes meget kraftigt.

De høje priser bliver af 61 pct. af byggevirksomhederne udråbt som en udfordring. “Kun” 40 pct. nævner mangel på arbejdskraft som en udfordring, viser analysen.

Fastpriskontrakter binder

Flere byggevirksomheder taber lige nu penge på opgaver, der er omfattet af fastpriskontrakter, fordi byggeomkostningerne overstiger indtjeningen, uden at prisen kan rykkes tilstrækkeligt. SMVdanmark mener, at offentlige myndigheder bør vise forståelse i forbindelse med sådanne fastpriskontrakter, der binder byggevirksomhederne.

”Det offentlige har et særligt ansvar for at sikre, at deres kontrakter med private virksomheder er rimelige og ikke gør ellers sunde og veldrevne virksomheder økonomisk usikre,” siger Lasse Lundqvist.

Det russiske problem

18 pct. af Danmarks import af jern og stål kommer fra Rusland, og Rusland er dermed det land, vi importerer næstmest jern og stål fra. Ligeledes udgør russisk træ også en væsentlig kilde til de danske byggevirksomheder.

”Vi har ganske givet ikke set det sidste af sanktionerne mod Rusland, der kan drive priserne yderligere op. Derfor bør regeringen også straks sikre, at man har det nødvendige mandat i EU til, at vi kan yde støtte til de mest berørte virksomheder,” siger Lasse Lundqvist.