“Selvom naturgassen er under pres, så er der fortsat et stort gasmarked for installatørerne. Også i 2030 og de kommende år frem, viser analyser.”

Sådan skriver Michael Degn i en glimrende artikel, som netop er blevet offentliggjort i Installationsbrancen.

Eldrevne varmepumper er det seneste år blevet et populært samtaleemne blandt landets husejere. Tilskudspuljerne er gang på gang blevet tømt på rekordtid, mens blandt andet hybridvarmepumper er efterladt lidt i skyggen, da de ikke kan få tilskud.

Det ærgrer blandt andre Frank Jensen, der driver Finlow VVS i Kastrup. Han var efter eget udsagn en af de første installatører i Danmark, der fik agenturet på en tyskproduceret hybridvarmepumpe for cirka 10 år siden. Tyskerne var meget længere fremme med hybridteknologien, som kombinerer gaskedler med varmepumper, mens det har været en svær introduktion på det danske marked. Særligt efter tilskudspuljerne blev skudt i gang sidste år.

– Vi kan ikke sælge hybridvarmepumper, da danskerne har så meget fokus på tilskud, siger Frank Jensen.

Han vurderer, at virksomheden gennem årene har solgt 15-20 hybridvarmepumper. Til sammenligning installerer Finlow VVS i øjeblikket én til to luft/vand-varmepumper om ugen.

Varmepumper og gasfyr sammen
Men gasmarkedet er langtfra dødt. Undersøgelser peger på, at gassen fortsat vil fylde en del de næste mange år. Evida, der driver det danske gasnet, offentliggjorde i februar i år en rapport om gaskundernes egne forventninger til fremtidens gasmarked. På baggrund af besvarelser fra 25.000 gaskunder stod det blandt andet klart, at hver femte ville vælge en gaskedel igen, når de skulle skifte næste gang. Vest- og nordjyder fører an, mens fynboere og københavnere i højere grad vil konvertere væk fra gassen.