Glæden var stor, da stifterne bag DTU-startuppen Clair Scientific gik på scenen i fredags ved Danish Tech Challenge-awardshow for at modtage Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kr. Det skete efter fem måneders hårdt arbejde, hvor startuppen har konkurreret mod 19 andre af landets mest lovende hardware-startups.

DTU-startuppen vandt konkurrencen for at udvikle et nyt mikroskop, baseret på en helt ny patenteret billedteknologi. Desuden er mikroskopet halvt så stort som almindelige mikroskoper og koster kun en fjerdedel. Det gør det muligt for alle at gøre nye opdagelser inden for life science. På den måde kan flere nye teknologier og lægemidler komme hurtigere på markedet og gavne mennesker overalt i verden.

I dag er det nemlig ofte forbundet med kæmpestore udgifter, når små og mellemstore life science-virksomheder og talentfulde forskere køber nyt laboratorieudstyr. Det skaber barrierer i forhold til at give innovative opdagelser luft under vingerne.

”Vi er helt overvældede og overraskede. Det har været en fed oplevelse at være med i Danish Tech Challenge og at få lov at pitche på scenen. Nu skal vi ud at bruge penge på at ansætte flere folk, der kan hjælpe os med at sælge. Vi har et produkt, og nu skal vi ud at nå så mange som muligt. Som forskere har vi selv stået i den situation, hvor vi gerne ville have noget, der virkede, og betale minimalt med penge for det. Vi har selv haft laboratorier, som vi skulle køre, og som vi skulle købe udstyr til. Derfor har vi udviklet noget, som vi selv gerne ville have haft,” siger lektor på DTU Fysik, Hugh Simons, der er en af stifterne af Clair Scientific.

Danish Tech Challenge er en del af DTU’s innovationssystem

Bag Danish Tech Challenge står DTU’s datterselskab DTU Science Park. Hvert år ansøger mere end 100 hardware-startups om at komme med i Danish Tech Challenge, som siden 2014 har hjulpet 200 teknologitunge hardware-iværksættere med at videreudvikle sig og vokse.

For de fleste er det gået rigtig godt. Af alle de foregående års deltagere er 81 procent af virksomhederne stadig aktive og har sammen skabt i omegnen af 1.500 arbejdspladser. Derudover vurderes godt og vel en tiendedel af virksomhederne i dag til at være mere end 100 millioner kroner værd.

Samtidig er iværksættermiljøet i Danish Tech Challenge med til at fremme iværksætteriet på DTU. I dag har DTU et af de mest veludbyggede økosystemer for innovation og entreprenørskab blandt tekniske universiteter i Europa. Økosystemet er med til at løfte nye idéer og opfindelser fra undervisningslokalerne og forskningslaboratorierne på DTU ud i den virkelige verden, hvor de kan skabe nye arbejdspladser og være med til at løse opgaver og udfordringer i samfundet.