Dagens VVS var i Bella Center til konference, udstilling og topmøde.
Miljøminister, Lea Wermelin, var den danske regerings repræsentant ved topmødet på verdenskongressen for vand, som arrangeres af DANVA. Desuden var der deltagelse af blandt andre indiske og sydafrikanske ministre og målet var at udarbejde anbefalinger til COP27. Udgangspunktet var verdensmål 17, der omhandler partnerskaber.
“Danmark er et lille land, som ønsker at have stor indflydelse på at opfylde FN’s verdensmål for vand og partnerskaber,” sagde Lea Wermelin på topmødet.
”Verden oplever, at der er tørke nogle steder, mens der er oversvømmelser på andre dele af kloden. Den danske vandsektor er modstandsdygtig, fordi vi samarbejder på tværs af kommuner, vandselskaber og virksomheder. Og vi har superkræfter i forhold til den grønne omstilling. Derfor er vi interesserede i globale samarbejder. Vi mener, Danmark er en vigtig stemme for vandet.”
Det er første gang, IWA-kongressen har programsat et sådant politiske politisk topmøde, hvor ministre, borgmestre, forsyninger, virksomheder og organisationer fra hele verden er inviteret til diskussion. Topmødets anbefalinger er en række anbefalinger, der uddyber, hvordan man i partnerskaber bliver bedre til at sikre finansiering, god forvaltning og innovation.
Den danske vandsektor har en masse at tilbyde for at opfylde klima- og verdensmål, understreger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.
Nøglebudskaber og opfordringer til handling fra IWA’s topmøde i København:
- Vandløsninger er af fundamental betydning for vores fremtid – der er et presserende behov for robuste løsninger.
- Ferskvandsøkosystemer er en kritisk del af kredsløbet – disse skal medregnes som en del af løsningen.
- En fælles indsats og partnerskaber er påkrævet for at fremskynde handling, der gør en forskel.