Der er nu lidt over et par måneder til HI Tech & Industrimessen i Herning.
hi Tech & Industry Scandinavia er Skandinaviens førende messe med seks fokuserede messer i én: Automation, Værktøj, Svejsning og Produktionsudstyr, Innovation, Energi, Underleverandører og Logistik.
Når hi-messen åbner dørene den 1.-3. oktober 2019 er det 55. gang. Messen er igennem årene blevet samlingspunkt for hele industrien, der mødes til tre intense dage, hvor netværk, inspiration og viden er i højsædet. Seks delmesser og masser af spændende events krydrer dagene med internationale keynote-speakers, fremtidens løsninger, hands-on oplevelser og meget andet.
F.eks. indenfor svejsning er der masse af idéer til effektivisering fra de førende virksomheder i svejsebranchen, hvor Svejsebrancheklubben, SBK, står klar med værdiskabende løsninger og et hav af spændende aktiviteter.
Succesen fra tidligere år med en fælles Svejsecafé gentages, og caféen vil foruden forfriskninger og netværksmøder danne ramme om flere inspirerende talkshows. Det overordnede tema er “Bliv en vinder i metalbranchen”, og det udfoldes blandt andet gennem showet “Making it big time” med D-A-D-forsanger Jesper Binzer, som vil tale med erhvervspsykolog og fremtidsforsker Thomas Geuken om blandt andet ledelse, passion og fiasko – og om at opnå succes.
Chili, tankelæsning og Rat Rod Look-bil
Besøgende kan tillige se frem til at opleve den landskendte Chili Klaus, der vil udfordre publikums smagsløg og give en inspirerende peptalk om at forfølge sin idé. Også den psykologiske entertainer Niels Krøjgaard gæster Svejsecaféen med showet “Psykologisk Manipulation”, der byder på både tankelæsning, mind control og illusioner.
Foruden oplæg får besøgende også mulighed for at komme helt tæt på den fantastiske, håndlavede Rat Rod Look-bil, som vandt DM i Dragracing i ProET-klassen i 2018. Bilen er inspireret af custom car-byggerne fra 1950’erne, og mange af bilens dele er specialfremstillede.
En bred branche
Medlemmerne af Svejsebrancheklubben, SBK, er virksomhederne Migatronic A/S, ESAB ApS, V. Løwener A/S, Kemppi A/S, Air Liquide Danmark A/S og AGA A/S. De deltager alle på hi-messen hvert fjerde år, hvor den nyeste udvikling inden for svejsning og skæring vises frem.
-Vi deltager på hi-messen som samlet branche for at vise, at vi støtter op om dansk industri. hi-messen er en dedikeret messe rettet mod jern- og maskinindustrien, og derfor skal vi selvfølgelig være til stede – både for at møde nuværende og nye potentielle kunder og også for at vise de unge, hvor mange veje man kan gå, hvis man vælger at arbejde inden for industrien, siger Lars Larsen, markedschef i AGA A/S, og tilføjer:
– Vi glæder os til at præsentere både produktnyheder, knowhow og innovative løsninger.